Louise Juhl

I dag læste jeg en opdatering af Joannes Lilleør på Facebook. Han skrev om sin far, der havde spurgt ham, om han kunne udtrykke sine tanker og følelser? – For det kunne han, faren altså. Johannes beskrev sin far som en tavs vestjyde, men trods tavsheden vidste man altid, hvad han mente, når han mente noget. Hvad han tænkte, når han tænkte noget. Som nu i det her tilfælde, hvor han spurgte sin søn, om han kunne udtrykke sine tanker og følelser. Ingen omveje men et klokkeklart spørgsmål, der fint afspejlede gang farens samtidige bekymring og forhåbning.

Johannes skrev derefter at det, som han kunne, var at larme: Råbe op, sætte en masse ord på sine følelser, dramatisere dem. Men han kunne ikke udtrykke dem, dertil larmede han for meget. Han, beskrev, hvordan hans armbevægelser var så store og voldsomme, at de forhindrede andre i at komme tæt på. Sådan læste jeg i hvert fald det, han skrev.

Det fik mig til at skrive følgende:

I går tog jeg ud i skoven for at tale med træ. Jeg stod længe helt tavs og lyttede, omfavnede træet, rørte ved dets stamme og rødder. Lagde hovedet tilbage og så op i kronen, så på de mange tætte grene, der lignede blodårer.
Men det eneste, jeg kunne høre, var mine fødder, der frøs. Jeg forlod derfor træet. Gik hjem og tog tykke strømper på.

Snip snap skosnude.