Louise Juhl

Da jeg vågnede, var det med ristede brødkrummer stikkende mod huden. Jeg må have spist i søvne. Jeg husker det ikke og orker heller ikke at være vred over det.
Det er længe siden, jeg har været rigtig vred og endnu længere siden, jeg har været rigtig glad. Sådan rigtigt rigtig. “Er det et problem?,” spurgte min læge, da jeg fortalte det til ham. Hvad svarer man på det, hvornår er noget et problem?

Jeg savner en diagnose, jeg kan kravle ned i. Sådan som jeg, da jeg var spejder, kravlede ned i en sovepose, og snørede den sammen over mit hoved. En slags ekstra lag hud. Det endte med, at jeg fik en slags angstanfald. Jeg kom i tanke om noget, jeg havde set på TV, noget om nogle børn, der havde leget skjul på en genbrugsplads: Et af børnene havde gemt sig i et køleskab og var død af iltmangel. Alene tanken fik mig til at gå i panik, jeg kunne ikke få luft og skreg, indtil tropsføreren kom løbende og hjalp mig fri. Det føltes frygteligt pinligt, og jeg kom aldrig mere til spejder. Ikke på grund af skammen, men af frygt for soveposer.

Sådan løser jeg tit ting: Jeg gør noget ved noget andet end dét, der er problemet. Holder op med gå til spejder for at undgå iltmangel, for eksempel.
For noget tid siden var jeg, for gud ved hvilken gang, til fysioterapeut. Hun bad mig sætte mig nogle mål – for min træning og min smertetilstand. Hun foreslog, at ét mål kunne være at stoppe mine gøremål før jeg havde opbrugt min energi – at imødegå kroppens signaler.
Jeg blev så træt! Det eneste mål jeg kan komme i tanke om, er ikke at sætte mig nogle mål. Sandheden er, at jeg i forvejen er langt bagude på point. At sætte mig flere mål føles som at drikke hurtigtørrende beton. Halsen lukker til.
Er det et problem, spurgte jeg fysioterapeuten, at min hals lukker til ved tanken om mål? Hun foreslog mig en række åndedrætsøvelser. Jeg svarede hende, at jeg ville begynde til spejder.