Louise Juhl

Apropos fredage i februar, og dagslys, der må bære reflekser for at gøre sig gældende.
Jeg tænker ikke, at man kalde det krise, ikke nedtur, mismod, afmagt. Jeg tænker: ”ked af det”, den stille tristhed, snøren, der strammer om for små sko. Ikke nogen eksistentiel udrykning, babuhbabuh, men en ventet prøvesirene en onsdag i maj. Altså bare på en fredag i februar.
Da jeg var barn, holdt jeg den for mig selv, kedafdetheden. Fordi alternativet var endnu værre: At skulle forklare. ”Hvad er du ked af?”. Stillet spørgsmålet, bladrede jeg mine følelser igennem, ”hvad,hvad,hvad?”, tænkte dit og dat og opfandt til lejligheden en begrundelse, em ikke-eksisterende nabos forsvinden, en fjern bekendts dødelige sygdom, noget at sørge over. Sulten i Afrika. Olof Palmes likvidering. Et “hvad” jeg kunne trække frem og forklare mig med.
Der var bare det, at der ikke var noget ”det”at være ked af, så jeg sagde ingenting. Ingen døde hunde, storpolitiske kriser , ikke noget at . hænge med mulen over.
I stedet bevægede jeg mig rundt i indre landskab af sørgerlige hændelser: Jeg forestillede mig, at jeg mistede begge ben i en togulykke og blev lænket til en kørestol for altid. Eller at jeg var hjemløs og måtte varme mig ved et nødtørftigt udendørs bål. Meget socialrealistisk.
Nåja, i 6.klasse forsøgte jeg mig med at tie i en uge. En meget larmende tavshed, vel at mærke. Hundeøjne, trist plirren med vipperne, bøjet nakke og sortfarvet hår. Endte ved skolepsykologen og så var den potte pis ligesom ude. Jeg havde jo ikke nogen forklaring at servere for den analytiske dame i forhørsstole. Udover sulten i Afrika og Olof Palmes tragiske død. Lissom’ ikke helt nok til at begrunde min pludseligt ændrede opførsel.
Så blev jeg teenager, senere voksen, og ked-af-det-heden blev endeligt udfaset som en ikke berettiget tilstand. Jeg tilegnede mig andre strategier: Jeg sultede mig halvt ihjel, en sygdom, der kunne ses og høres, et “det”, jeg kunne hænge kedaftdetheden op på.
Nu har jeg pakket ned. Ikke væk, men ned.
Jeg er nemlig ikke ked af noget, og uden noget at hægte en følelse op på, er den ikke legitim, ikkeeksisterende. Så en fredag i februar er det bare op med hovedet, op på hesten, always look at the bright side Så det gør jeg.
Hep.