Louise Juhl

Jeg skulle tale med et træ. Et smukt bøgetræ i Havreballeskoven ved Marselisborgskovene i Aarhus, som senere på året skal danne rammen om en smuk begivenhed arrangeret af Concert-in-stallation med en spektakulær koncert, akrobatik, lysende lanterner. Og så en tekst forfattet af mig – på vegne af et træ.
Jeg havde forberedt mig godt, set filmen “Intelligent trees”, læst artikler af den tyske forstspecialist Peter Wohlleben og gennemtravlet nettet for lægmandsberetninger og ud-af-kroppen oplevelser på svampetrips. Alle som én konkluderede de, at træer har deres eget sprog, at de indbyrdes kommunikerer og at de besidder en særlig form for intelligens, der intet har at gøre med den engang så højt besungne “niende indsigt” eller paravidenskabelige teorier. Træernes liv er ikke overjordisk men underjordisk og deres forbundethed har intet med tro at gøre, påstår Wohlleben. Virkelig smukke tanker, der på en eller anden måde overvandt min indgroede skepsis mod alt, der ikke kan verificeres ved kvantitative målinger, systemforklaringer eller anden videnskabelig praksis.
Så fuld af forhåbning besøgte jeg træet, nærmede mig langsomt for ikke at overskride dets intimsfære, talte beroligende til det. Ikke højt, altså, for skoven var fuld af hundeluftere, kondiløbere og mennesker med mapper under armen, der ikke virkede som nogle, der billigede intelligente træer eller hemmelige liv. Jeg var blevet fortalt, at det var en hun. Måske havde det noget med Moder Jord at gøre, eller at vi mennesker forbinder det intuitive og ikke målbare med kvindelighed, jeg ved det ikke, men jeg adopterede præmissen. Jeg kaldte hende Nayaa, mest fordi det er svært at tale med nogen, men ikke kender navnet på. Hej Nayaa, jeg kommer for at tale på dine vegne, lære dit sprog at kende, komme dig nærmere. Nayaa var forbløffende tavs. Jeg gik hen og slog armene om hende i en omfavnelse, en kondiløber standsede, men løb hurtigt videre, som om han var blevet forskrækket. Jeg frøs mine tæer. Det føltes ret akavet at stå der, jeg lænede mit hoved ind mod stammen, hviskede “tal til mig”. Ikke en lyd undslap træet. Nu frøs jeg også om mine hænder. Jeg slap stammen og gik lidt på afstand, måske var mine tilnærmelser for voldsomme, tænkte jeg. Jeg så op, kronen var helt nøgen, som om nogen havde rykket parykken af hende, en storm måske. Måske var hun bare gammel, jeg har hørt, at også kvinders hår bliver tyndere med tiden. Træet havde en lang rift i stammen, cirka midtvejs, som om der var faldet en gren af, som havde efterladt et ar. Stakkels træ, sikke et tab, sikke en smerte, tænkte jeg. Nederst på stammen var ridset et “Karoline + Stefan” og et hjerte med en pil igennem. Menneskets hemmelige liv, mon Karoline og Stefan stadig holder sammen, eller var udsagnet nu eviggjort på et træ i Havreballeskoven uden gyldigt indhold?
Træet havde tre ansigter. Et åbent og imødekommende ansigt, grenene foldet ud som arme, der ventede på at tage imod, holde om. Et afvisende og lukket ansigt, i forsvar og tæt af grene, der kunne holde indtrængende på afstand. Og så et tredje ansigt, jeg ikke kunne greje, noget midt imellem åben og afvisende, det skræmte mig lidt. Hvad stiller man op med et ansigt, man ikke forstår? Jeg gik om på den anden side. Så tog jeg hjem, tog uldne sokker på, varmede mine hænder på en radiator, lidt skuffet over Nayaas tavshed, men fast besluttet på at prøve igen. Måske behøvede hun bare tid? Måske manglede jeg tålmodighed.
Jeg besøgte træet flere gange, det blev heldigvis lunere i vejret og mine tæer vænnede sig efterhånden til seancerne. Jeg hviskede, betragtede, holdt om. Jeg ved ikke hvor mange hundeluftere og løbere, der efterhånden har undret sig over en kvindes tilbagevendende aparte adfærd, men jeg håber, at de er blevet nysgerrige også, at de engang en sen aften lister sig hen og krammer træet, hilser på Karoline og Stefan, jeg tror, det er godt med den slags overvindelser.
Nayaa har stadig ikke mælet et ord. Til gengæld har jeg spejlet mig selv til den store guldmedalje, set egne ansigter i øjnene, sørget over min smerte, er blevet skræmt over sider af mig selv, jeg ikke forstår og vender ryggen. Jeg har holdt om mit eget selv, fået kolde fødder og troet, at det var fødderne, der var noget galt med. Ikke temperaturen, ikke selvet. Det var det sikkert også.
Nu har jeg skrevet en tekst om at tale med sin egen stemme på et nyt sprog. Nayaa har ikke længere noget navn, ikke noget køn, hun er et træ med rødder, der leder vand rundt til sine artsfæller og spreder frø, der kan plante nye træer andre steder, langt fra kondiløbere og insisterende forfattere.
Oplevelsen har slet ikke været forgæves. Langt fra. Jeg har lært meget af træernes hemmelige liv, men mest om mig selv. Forhåbentlig vokser træerne mig en dag over hovedet, overdøver mit ego, så der bliver plads til at høre, hvad DE, og ikke jeg, har at sig