Louise Juhl

Tak til torsdag og min psykolog, for i nattens drøm at optræde som tandlæge og rense mine tænder så grundigt, at de til sidst faldt ud. Tak til tandløsheden og til kaffen for at virke. Tak til betændelsen i min fjerdetå, som jeg i otte dage har behandlet på tå nummer 3. Tak til goddag og mand og økseskaft. Tak for den frosne kylling i køleskabet, og for persillerødderne, som jeg senere vil koge, fordi de smager så dejligt, når de er bløde og lune. Tak til Michael, som jeg elsker, og til dymomaskiner, som jeg også elsker – omend på anden måde. Tak til solopgangen, den banale stodder, og til blæsten, der betyder, at jeg resten af dagen må holde fast i håret og mig selv.

(tak til schyyys, for at være det mest larmende lydord i verden, og til regeringen for at handle så umådelig dumt, at befolkningen snart må vende sig imod den i protest. Tak til sandet for at ligge og til træerne for at stå. Ikke mindst tak til min søde mor for at skrive, at hun ved, at jeg ikke vil høre hendes råd, og at hun derfor IKKE  skriver for at råde mig til at bruge salve med klorhexidin til mine betændte tæer)