Louise Juhl

Børn var overskriften for et program i radioen i går. Robuste børn. Jeg var på vej til hundefrisør for at aflevere Mumrik, og kom ved et tilfælde til at tænde for radioen. Ikke at det er hverken Mumrik eller frisørens skyld. Men jeg tændte altså for radioen, og det handlede om robuste børn.
Anledningen var at Per Schultz Jørgensen, tidligere formand for børnerådet, har udgivet en bog med samme titel. Udover ham var en skolelærer og en mor inviteret i studiet for at diskutere den.
Jeg får knopper, når jeg hører ordet robust. Måske fordi jeg forbinder det med politikere og arbejdsgiveres misbrug af ordet. I jobannoncer betyder robust alt fra ”klar på ydmygelser” til ”jeg er parat til at sælge ud af min sjæl, hvis bare firmaet kan tjene penge på det.”
Den tidligere børnerådsformand pointerede af samme grund, at ordet robust i hans brug betød: ”med et indre sikkert ståsted”. En styrke til ikke bare at sige til – men også fra – i overensstemmelse med egne evner og grænser. Væsentlig pointering. ODS definerer ordet sådan: ”robust: modstandsdygtig over for slid, belastninger el. vanskelige betingelser; som kun vanskeligt går i stykker el. nedbrydes”
Per S Jørgensen mente, at et robust barn er et barn, der har erfaret, at det kan klare sig selv, og som derfor stoler på sig selv.
Erfaring er ikke noget, man kan tænke sig til. Det forlanger, at barnet rent faktisk og praktisk får lov at forsøge sig frem.
Barnet bliver bedt om at dække bord. Barnet får lov at forsøge selv. Det har set, hvordan det plejer at se ud, og forældrene er i nærheden, klar til at hjælpe, hvis de bliver spurgt til råds. Udgangspunktet må være, at barnet rent faktisk kan selv. Så er det muligt, at der ryger et glas på gulvet, eller at der mangler gafler på bordet. Så kan man bagefter sige tusind tak og forklare, at det er rigtig fint, men at der mangler gafler. Vise, i hvilken skuffe gaflerne ligger, den slags. Barnet erfarer, at det kan dække et bord, og at det er ok, at det ikke er perfekt første gang.
Det, jeg bare synes manglede i programmets mange beskrivelser af, hvordan man skaber robuste børn, er de gange, hvor begrebet robust misforståes – eller endnu værre – misbruges. Der hvor vejen til robusthed løber af sporet. De tilfælde, hvor de forventninger, man stiller til barnet bliver for store eller direkte urimelige. Enten fordi forældrene lever efter den sygt tåbelige devise ”Børn skal hærdes” (gu skal de ej, de er jo for fanden ikke af stål), eller den fortærskede ”Hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af.” Det man ikke dør af, dør man ikke af, punktum. Men man kan skam sagtens blive både forkrøblet, angst og usikker. Allerværst er ”så-kan-du-lære-det”pædagogikken. Den, hvor man giver barnet en æske tændstikkeri hænderne, overhælder barnet med benzin, og siger: du må ikke lege med ild! Konsekvenspædagogik er som regel både smagløst, uelegant og livsfarligt.
Børn er forskellige. Robusthed ikke er en entydig størrelse, og det bør pædagogik derfor heller ikke være. Man skal ikke skubbe et barn ud på det dybe vand i formodning om, at det så udvikler gæller eller svømmefinner. Det er hverken sjovt eller lærerigt, for barnet at blive stillet udfordringer, det ikke er parat til. At være tilskuer til et barn, der sluger vand, hoster og råber hjælp, mens pædagoger råber op om robusthed. ”Kom nu, du kan godt” eller ”du skal bare huske at plaske med arme og ben – ellers drukner du,” er virkelig ubehageligt. Jeg har set det. Jeg har mærket det. Jeg ved, hvad det kan gøre ved et barn. Den slags erfaringer fører ikke til robusthed. Tværtimod lærer barnet, at det ikke kan stole på sig selv eller sine nærmeste. At det er farligt at forsøge sig på egen hånd. Barnet lærer instinktivt, at forsøger man sig med at svømme, så bliver man ladt i stikken med risiko for at drukne.
Ikke alle børn er født med svømmehud mellem tæerne. Følsomhed er ikke et metal, og vi mennesker skal ikke galvaniseres.
Det er godt at erfare, hvad man kan, helt sikkert. Det er vigtigt. Men ingen kan alt, og derfor er robusthed også at erfare sin sårbarhed, kende sine grænser den og stå ved dem. Amen.
(Mumrik blev forresten fin ved frisøren.)