Ensomig #189
by Louise Juhl Dalsgaard
Her til morgen har jeg hørt to spætter, set en utrolig gul sommerfugl, og siddet på hug i en skovkant for at tisse, det føltes hver gang lidt uartigt. Senere i dag vil jeg købe tørrede abrikoser og en legetøjsgiraf til Mumrik. Jeg vil også sende en SMS til min mor og fortælle, at jeg elsker hende. Hun er alene hjemme i de her uger, fordi min far er på træskærerkursus i Østrig. Han er i gang med at skære en anorakklædt inuit, den bliver flot.
I 8. klasse var jeg til terminsprøve i problemregning. Jeg var meget stræbsom og ville gerne klare det godt. Opgaven lød på at beregne målene på en kasse, så den på mindst mulig plads kunne rumme tre tennisbolde. Jeg var omhyggelig, og skrev en grundig forklaring på, hvorfor det ikke gav mening at pakke boldene ind. At det var spild af både pap og tid. Jeg fik besvarelsen tilbage med besked om, at jeg havde misforstået opgaven. Jeg har stadig ikke fundet de rigtige mål på kassen, men jeg har hørt – ikke bare én, men to – spætter i dag og set en gul sommerfugl.