Louise Juhl

Da jeg var barn elskede jeg murstenshuse, der var kalket hvide – med sortmalede vinduesrammer og fladt tag. Ligesom jeg kunne lide køkkenredskaber, der hang på messingkroge på væggen og lys, der var blødt orange og rart at opholde sig i.
Mine forældres venner havde sådan et hus. Der var en kælder til, med sisaltæpper på gulvene, fuld af aflagte møbler med uendelig plads. I dem kunne man ligge og tælle pladerne i loftet eller gætte på lydene oppefra: Trin henover gulvet, vand der faldt gennem rørene, en dør, der blev åbnet. Og lukket igen.
Haven udenfor var tæt og skrånede nedad, og terrassen overdækket med gennemsigtigt plast. Overalt var der planter i krukker, mest lange stride græstyper, der dannede et værn mod verden udenfor. Om morgenen måtte vi sove, indtil vi vågnede af os selv, og det var ok at spise i sit nattøj. Der blev serveret friskpresset appelsinjuice og brunch og ingen protestede, hvis jeg puttede marmelade på både under og overbollen – eller hvis jeg valgte at levne.
Det med det flade tag var ikke lige min fars kop te. Enhver vidste, sagde han, at der samlede sig vand og sne på sådan et tag, og at det kun var et spørgsmål om tid, før der opstod en vandskade. Jeg var ligeglad med skader. Så længe jeg kunne få friskbagte boller med marmelade og ligge med sko på i kælderens sofa,så måtte vandet for min skyld trænge hvorhen, det ville.
Det med køkkenredskaber og messingkroge er jeg nok vokset lidt fra, men jeg er stadigvæk ikke bange for mulige skader eller strid græs i krukker.