Louise Juhl

Jeg er bange, sagde jeg højt til mig selv, da jeg kørte i bil tilbage til sommerhuset. Jeg tænkte, at det betød noget. Ikke at jeg var bange, men at jeg sagde det højt og til mig selv. Hunden rejste sig på bagsædet. Jeg kunne se den i bakspejlet: hovedet på skrå, en spørgende usikkerhed.
Sådan sad vi med hinanden for øje, hunden og jeg. Han hørte min angst og jeg svarede. “Jeg er bange.”
Jeg siger ikke, at de to hænger sammen, jeg siger bare, at det var det, der skete.