Louise Juhl

Annes forældres hus lå i svinget af den rundkørsel, hvor jeg boede. Nu ved jeg godt at alt i en rundkørsel er sving, men hendes hus lå i modsatte sving af vores. Det var et gult murstenshus med sorte vinduesrammer. Huset havde en hævet terrasse med et hegn malet i samme sorte farve som vinduerne. Haven var stor og grænsede op til en lille sti, man kunne følge bagom alle husene i området.
Hos Anne var der en køkkenhave med dild, kartofler og ærteplanter, men ellers var det meste af den store have bare græsplæne. Anne sagde, at deres plæne var den eneste på vejen, der ikke havde problemer med mos-vækst. Hendes far havde nemlig fundet et kneb, noget med at hælde kridt i vandet: Det holdt jorden sur, så mosset forsvandt. Jeg ved ikke, om det var rigtigt, men for mig var det også ét fedt, om plænen var af græs eller mos, så længe den var grøn og blød.
Anne gik på en skole, der var bygget i beton, og det blev et problem. Hun fik besvær med luftvejene og udviklede astma, så hun til sidst måtte skifte til en privatskole inde i midtbyen. Hendes mor kørte hende frem og tilbage, så hun ikke skulle bruge tid på bus og den slags. De havde en stor brun Volvo stationcar med elektriske vinduer, der kunne rulles op og ned ved hjælp af en knap. Det syntes jeg var vildt smart.
Anne fandt sig aldrig til rette på skolen, hun havde i hvertfald sjældent veninder med hjem, og på sin fødselsdag tog hun i zoologisk have med sine to ældre søskende i stedet for at invitere klassen hjem. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg elskede børnefødselsdage med glasurboller, skattejagt og trefarvet isdessert, men Anne sagde, at hun foretrak det anderledes.
Annes far hed Ib og var læge, han havde et tæt fuldskæg og brune øjne og en meget dyb stemme, den lød rar og tryg. Nogle gange når jeg ikke kunne sove, tænkte jeg på hans stemme, og så faldt jeg i søvn.
Jeg ved ikke, hvor jeg hørte om det, men der var noget med, at Ib gik lidt hårdt til sin kone. I hvert fald kom hun tit galt af sted med hævede øjne og blå mærker til følge. En gang var hun faldet, da hun skulle hente en madras på loftet, en anden gang var det en skabslåge, der havde stået åben. Hun sagde selv, at hun havde svage blodkar, og at der ikke skulle mere end et håndtryk til, før hun blev både gul og blå.
Hun var sød, Gunver, men også lidt mærkelig: Jeg kan huske, at hun støvsugede sine terrassefliser hver dag, undtagen når der lå sne, og at hun tørrede støv af sine blomster. De andre på vejen sagde, at hun var neurotisk, men at “det var der heller ikke noget at sige til det med den mand”. Det sidste forstod jeg ikke, men når jeg spurgte, svarede de voksne, at det ikke var noget, jeg skulle bryde mit lille hoved med.
Annes astma blev værre og værre, og til sidst kom hun næsten aldrig ud for at lege. Gunver sagde, at leg og boldspil forværrede Annes astma, og selvom jeg lovede, at vi nok skulle nøjes med at lege kontor, fik hun ikke lov at komme ud. Til sidst holdt jeg op med at spørge, men hver morgen vinkede jeg til hende, når hun blev kørt til skole. Så rullede Anne de elektriske vinduer ned, stak en hånd ud og vinkede tilbage.
Til sidst flyttede de til Fyn, hvor Ib fik en overlægestilling. Familien fulgte med, selvom min mor sagde, at det havde været bedst, at de var flyttet hver til sit, Ib og Gunver, nu hvor muligheden bød sig.
Annes ældste søster, Karin, skrev en bog om vævning og flyttede til Norge. Anne flyttede med, angiveligt fordi det kølige klima skulle være godt for hendes astma. I Norge skiftede Anne navn til Helle, det kan jeg huske undrede mig. Altså Anne og Helle – det er jo lidt det samme.
Hvorfor ikke Ingvill eller Kjerstin?

Ib bor stadig på Fyn og kører Volvo, jeg ved ikke med Gunver.