Ensomig #204
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er typen, der gør ting, før det bliver for sent men også længe før, det er nødvendigt. Jeg køber for eksempel altid 2 poser mandler for det tilfældes skyld, at jeg glemmer at købe en ny pose, når jeg har spist den første. Det samme gælder alt andet: Jeg støvsuger, før gulvet bliver beskidt, spiser, før jeg bliver sulten, og står op, før jeg går i seng. Nej det sidste passer selvfølgelig ikke, men altså.
En klog mand, han hedder Lars og findes, har sagt, at det handler om kontrol, og at al kontrol handler om angst. Derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive en liste med de 4 ting, jeg er mest bange for lige nu. Den kom til at se sådan ud:
1: punkt 2
2: punkt 3
3: punkt 4
4: det, der følger.
Det ville være sjovt, hvis ikke det var fordi, det er ramme alvor, tag for eksempel bare dagen i dag: 2. påskedag. Der er som bekendt ikke noget, der hedder 3. påskedag, og jeg bruger derfor nok resten af dagen på at overveje, om det er en trøst eller en trussel.