Louise Juhl

Det første, jeg kommer i tanke om er Caspers bror, Bo. Han var ti år ældre end Casper og tømrer. Ordblind og ret kraftig, ikke tyk, bare bastant som en kamphund, tæt og med massive kæber. Han gik i bukser af kraftigt lærred, der havde et utal af lommer til redskaber: vinkelmålere, tommestokke, og en trekantet blyant med en grafitstift, der var særligt egnet til at skrive på træ.
Når jeg ringede på døren, var det altid Bo, der åbnede den, og altid kun med den mindst mulige margin: En sprække akkurat stor nok til at han kunne skimte ud. “Hvad?” spurgte han mig så, tydeligvis irriteret over forstyrrelsen. Jeg spurgte efter Casper, men Bo forsvandt bare ind på sit værelse og lod døren stå åben. Så måtte jeg stå og kaldte på Casper, men ikke for højt, for så ville Bo  komme farende ud fra sit værelse og hvæse, om jeg behøvede at råbe så højt?
Caspers hår var tyndt og hvidt, kridhvidt. Han havde et utal af fjernstyrede biler, en Commodore 64 og sit helt eget fjernsyn. Helt ulig mit værelse, der var fyldt med bøger, Caran D’ache farveblyanter og brætspil. Hos Casper brugte vi timer på at skifte batterier i bilerne eller spille tennisspil på Commodore med hvert vores joystick: Frem og tilbage over nettet.
Caspers mor kunne sy. Hun havde sit eget syværelse med hele tre maskiner: En til læder, en til broderi og så en helt almindelig elektrisk symaskine. Overalt i værelset lå der gennemsigtigt mønsterpapir og trådruller i alle mulige farver og tykkelser. Jeg syntes, det var meget eksotisk, for min mor kunne ikke engang stoppe et par strømper.
Caspers mor arbejdede i Salling. Hun stod i “Øen” – en tilbudsstand lige ved indgangen til varehuset. Min mor spurgte nogle gange Caspers mor, om ikke det var en udfordring for helbredet at stå ved de automatiske døre, når de lukkede op og i og skabte træk. Året rundt. Men Caspers mor rystede på hovedet og svarede, at det ikke var værre, end at man vænnede sig til det. Hver dag annoncerede hun fra tilbudsstanden med “dagens tilbud”, som kunne være alt fra udgåede skijakker, herresko til en sammenpakning af Lillebror Bladet, en yoyo og et pakke stimorol. “Alt hvad du skal bruge til en hyggelig eftermiddag – for kun 15 kroner,” stod der så på skiltet ved Øen.
Hver morgen brugte Caspers mor timer på hårvask, curler, tørrehætte, krøllejern og stivelse, og der var af samme grund tre badeværelser i huset, så de andre også kunne komme til. Men uanset forfængeligheden, var hun altid den samme, og hvadenten man mødte hende ved tilbudsøen, til en gallaforestilling i teatret eller derhjemme, var hun ligefrem og ukrukket. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var mærkeligt, hvordan nogen på en gang kunne være helt almindelige, når de samtidig kunne sy på maskine og bruge tre timer på at sætte hår.

Casper var bange for Bo. Det var jeg også. Jeg kan ikke huske, at han nogensinde blev fysisk grov, men det var heller ikke nødvendigt. Den latente vrede var åbenlys, og jeg havde svært ved at forstå, hvordan en kvinde som Caspers mor, der kunne tåle træk, sy og sætte hår kunne være mor til Bo. Jeg spurgte vist endda min mor, men hun svarede ikke, eller også kan jeg ikke huske det.

Jeg ved, at Caspers mor lånte Bo penge, så han kunne starte sit eget tømrerfirma, da han blev fyret der, hvor han var ansat. Han kaldte firmaet BByg, og det blev en succes: han var dygtig til sit fag og fik en stor kundekreds. Jeg ved også, at han blev gift med en nordmand, at de sammen fik en søn, der tidligt udviklede sclerose, og at de – et par år efter drengens diagnose – blev skilt. Sønnen flyttede med sin mor, men tilbragte weekenderne hos Bo, der købte en hund til sin søn, ligesom han byggede huset om, så drengen kunne komme omkring i sin kørestol. Da sønnen fyldte 18 var han så plejekrævende, at moderen søgte en institutionsplads til ham, men Bo valgte at sælge sit firma, hente sønnen hjem, ansætte en hushjælp og bruge tiden hjemme ved drengen.

Casper blev frisør og giftede sig med en kollega, der havde lige så hvidt hår som ham selv. De fik tre børn. For et par måneder siden fortalte min mor mig, at de skulle skilles. Børnene og deres mor skulle blive boende i parrets fælles villa, mens Casper havde valgt at flytte ind hos Bo og hans søn.