Louise Juhl

Min far fylder snart 80 år, og jeg går rundt og tænker over, hvad jeg skal sige til ham i den anledning, altså det er jo svært med forældre, for man elsker dem helt vildt, men samtidig har man så meget, man gerne ville have været foruden, men jeg kommer i hvert fald i tanke om gode ting, som når han skråler med på Doktor Whos “Sylvias mother” eller Mozarts “Requim” med tårerne trillende ned af kinderne, fordi han elsker musik af alle slags, eller da jeg var barn, og han lod mig hjælpe med at printe hulkort, så forklarede han mig hvordan kortene på en måde var et billede på tilværelsen, fordi informationen, ligesom i sorte huller, lå gemt der, hvor der tilsneladende ingenting var, jeg elskede, når han fortalte om sådan noget, i 1980 var han i Japan, der var hverken internet eller mobiltelefon dengang, så det føltes som meget langt væk og to uger som meget lang tid, så han måtte love at tage en gave med hjem derfra, et var en knaldgul SONY walkmann i plastic, det var det hotteste det år, og et matchende vækkeur, fra Casio, som jeg den dag i dag stadig endnu, min far var ikke den, der lagde fingrene imellem, når der var noget, han ikke brød sig om: Sportslørdag, videomaskiner, charterferier og huse med fladt tag, var altsammen noget fanden havde skabt, til gengæld hold er han sig heller ikke tilbage når han er begejstret, han hulker gladeligt over en westernfilm, han elsker familiekomsammener, børnebørn og Mumrik, min far har et beundringsværdigt skarpt intellekt og et ligeså beundringsværdigt følsomt hjerte, for en måned siden var han for eksempel på Nordkraft for at høre mig læse op af en roman, jeg udgiver til august, jeg ved, han er lidt bekymret for den udgivelse, men han kom og han satte sig allerforrest på gulvet og så på mig hele tiden og lyttede og snøftede, bagefter erklærede han godt nok at “den bog, skal jeg ikke læse”, det er så typisk min far, det modsætningsfyldte, det er jo noget af det, jeg elsker ham for, her er et billede af det gule Casio-vækkeur, han gav mig i 80′ , det er gedigent og holdbart kram, det er min far oss’!lkort til det årlige Lundbyløber, han forklarede mig, hvordan hulkort på en måde var et billede på tilværelsen, fordi informationen lå gemt der, hvor der var sorte huller, ligesom ude i universet, jeg elskede, når han fortalte den slags, jeg kan også huske, at var han i Japan, det var omkring 1980, og der var hverken internet eller mobiltelefon dengang, så to uger føltes som meget lang tid, han lovede at tage en gave med hjem derfra, hvis jeg til gengæld ikke ville savne ham, han kom hjem med en knaldgul SONY walkmann i plastic, det hotteste i de år, og et matchende vækkeur fra Casio, som jeg stadig bruger, min far har aldrig været den, der lagde fingre imellem, når der er noget, han ikke bryder sig om: Sportslørdag, videomaskiner, charterferier og huse med fladt tag, er altsammen noget fanden havde skabt, til gengæld holder han sig ikke tilbage når han er begejstret, han hulker gladeligt over en westernfilm med John Wayne, lonely cowboy, elsker sommerhusliv, venner, familie og Mumriks lange ører, han har et beundringsværdigt skarpt intellekt og et ligeså beundringsværdigt følsomt hjerte, for en måned siden var han for eksempel på Nordkraft for at høre mig læse op af en roman, jeg udgiver til august,  han kom og han satte sig allerforrest på gulvet, så på mig – hele tiden – lyttede og snøftede stort, bagefter erklærede han godt nok at “den bog, skal jeg ikke læse”, det er så typisk min far, det modsætningsfyldte, det er jo noget af det, jeg elsker ham for, her er et billede af det gule Casio-vækkeur, han gav mig i 80′, det er gedigent og holdbart, det er min far oss’!