Louise Juhl

Jeg har mine ritualer, alt er ritualer, ting, der skal gøres på en bestemt måde, ske på et bestemt tidspunkt, som at stå op kl. 06.06 (eller 07.07 osv.), drikke kaffe, putte sele på hunden, gå tur, turen er den samme hver dag, jeg prøver på at være mindfull undervejs, at se, hvad jeg ser, skelne mellem det lyst grønne og det mørktgrønne, det gyldengrønne, det dvaskgrønne, det grågrønne (der ligner sølv), det irgrønne, det armygrønne, lytte til fuglene, deres talen, advarsel, deres latter, jeg taler med mig selv, når jeg går, hver dag, inde i hovedet, det har jeg altid gjort, ført samtaler med mig selv, opfundet karakterer, hvis træk, jeg kunne bære, at være så smuk, at man kunne køre gratis med bussen, eller så alene, at man måtte sove mellem maskinerne på et vaskeri for at mærke en slags varme, jeg gør stadig den slags, altså ikke det med at sove på vaskeri, men jeg taler med mig selv, forestillinger mig, hvad dét ville være, hvis det ikke var mit, hvem jeg ville være, hvis en anden var mig, hvorfor jeg ville elske linsesalat og afsky kød, hvorfor jeg aldrig blev organist, jeg tror, jeg ville sige mærkelige ting, “virkeligheden er en lilla kat”, ville jeg nok sige.
Jeg vil finde et stykke karton, et kæmpestort ark, og skrive otte ting ned (fordi otte er mit yndlingstal, og fordi alt er ritualer), der skal bl.a. være en beskrivelse af træerne på grunden – hvordan nogle er mærket med malertape, fordi de skal fældes (Judastegn!),  der skal også stå  Erik, fordi jeg vil skrive en bog om Erik fra Tro, Håb og kærlighed, måske får han hævn måske resignerer han i sindssygen, ialt skal jeg skrive otte ting ned, og derefter skal de forbindes – med streger og noter og tilfældige indfald, også ting, en kantarel, en kogle, jeg har ikke tænkt mig, at det skal ende med noget andet end dét: rituelle fortællinger på karton.