Louise Juhl

I dag var jeg – for sidste gang – til mindfulness. Jeg har gennem det sidste halve år fulgt et tværfagligt smertehåndteringsforløb på et privathospital i Højbjerg. Psykolog, fysioterapi, medicinsk modul og nu – som det sidste – mindfulness. Mine forventninger til forløbet har fra start været begrænsede. Jeg er skeptisk af natur (nogle vil sige kritisk), både hvad angår medicinsk og terapeutisk behandling, ja måske er det egentlig selve det at blive “behandlet”, der byder mig imod, spørg mig ikke hvorfor (jeg forsøgte faktisk at formulere en grund, men kunne ikke) Jeg har, min skepsis til trods, forsøgt mig: årevis i terapi, tilknytning til fire medicinske sygehusafdelinger, ugentlige kiropraktorbesøg, hypnose, akupunktur, healing. Det eneste, jeg nærmest ikke har forsøgt, er eksorcisme. Nej pjat, det er ikke for at lyde kynisk, men man bliver lidt slidt med årene. Men når man ligger halvdelen af ugens dage med smerter: følelsen af at knæene eksploderer og nakken er i krampe, så bliver man desperat og er villig til at prøve. En. Gang. Til. Nu på en tværfaglig privatklinik, men ellers med de samme boller på suppen.
Den psykologiske gruppebehandling var…omsorgsfuld. Den handlede mest af alt om accept. Accept af at smertetilstanden er kronisk, at man skal leve med den, tage hensyn, (aner) kende sine begrænsninger. Fint hvis man er et sted, hvor man har lyst til – og ikke mindst mulighed for – at leve hensynsfuldt og begrænset. Det er derimod svært, hvis man har familie, arbejde og venner , man gerne vil passe og drømme, man gerne vil udleve. “Nej skat, ikke i aften, jeg har ondt”. Eller: “Jeg  er nødt til (igen!) at aflyse vores aftale, for min krop er gået konkurs.” Hvordan forklarer man – hver dag – sine børn, at de skal larme musestille, for mor/far har det skidt ? Nå, men intentionerne var gode og budskabet for så vidt fint, jeg synes bare det er sørgerligt som 43årig, at  have som sit mål at ligge på langs tre af ugens syv dage, fordi det er de hensyn, kroppen forlanger. .
Det fysioterapeutiske forløb var hyggeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan sige om det. Jo, jeg fik at vide, at sport og motion sjældent afhjælper kroniske smerter, tværtimod. At havearbejde og rengøring kan stjæle 90% af det batteri, man har til rådighed, hvorfor det er bedst at undgå. I det hele taget var der enorm fokus på skånehensyn og alt det, vi ikke skulle gøre, noget mindre på alternative aktiviteter eller redskaber til at minimere smerterne.
Det medicinske modul: Epilepsimedicin, antidepressiver, antimorfiner. Den gode nyhed er, at jeg ikke oplevede bivirkninger, den mindre gode, at intet af det hjalp.
Alt i alt var udbyttet af mit forløb på smerteklinikken mildt sagt…begrænset…før de afsluttende 8 omgange mindfulness. Jeg begyndte i marts, hver fredag kl. 8.30, igen holdundervisning. Vi lagde ud med nogle “kropsscanninger” ala dem man lærte i folkeskolen: I starter ved den venstre storetå, mærker hvordan den føles, er den kold? varm? glat? ål?, så anklerne, underben, ja I kender turen. Det var rart. Jeg har aldrig haft noget særlig kærligt forhold til min krop, så det overhovedet at kere sig om den var – nyt? Vi talte om vejrtrækning. Om Ben & Jerrys-terapi. Vi talte om, hvor grøn farven grøn er om foråret. En af gangene fik vi sågar en rosin at pille i, snuse til, lytte på. Helt vildt åndssvag følelse at sidde med en rosin oppe ved øret. Hallo? At dufte til den – en rosin dufter jo ikke af noget? Men det er lidt humlen ved det her nærværshalløj. En rosin dufter faktisk! Pointen er, at den dufter, ligesom vi forventer, at den smager.
Hvis vi forventer at livet er et regnestykke med facittet “lort”, så vil ligningen kun gå op, hvis vi vælger at x=røv og y=nøgler. Det er nogenlunde lige sådan skepsis fungerer. Hvis ikke vi forventer noget godt, så er det overhængende sandsynligt, at vi heller ikke får noget godt. SUPER! Vi regnede rigtigt, fik ret, fuck hvor er vi kloge. Skide ulykkelige – men på en klog måde. Hvis vi modsat tænkte, at livet ville os det godt, ville vi være nødt til at prøve at finde x’er og y’er, der fik ligningen til at passe: avocadosalat, Neil Young-plader og nåletræer.
Det er altså ikke lige meget, om vi gider at dufte til den rosin.
Jeg er hverken blevet hellig eller asketisk. Jeg mener stadig, at en lort er en lort, uanset hvor meget parfume man sprøjter på den, det er ikke det.
Men de 8 gange med mindfulness har alligevel overbevist mig om, at det kan være sundt at lægge skepsissen lidt til side engang imellem. Ikke pr. automatik prøve at “gennemskue” glæden eller pege fingre af de formildende omstændigheder, som jeg ellers har haft for vane. Jeg har haft det lidt sådan: Hvis jeg har ondt, så skal livet fandme ikke komme rendende og påstå, at det er godt. Sgu. Jeg har virkelig anstrengt mig for ikke at blive skuffet, ved altid at forvente det værste.
Det er ikke lige let hele tiden. Der er dage, hvor jeg ikke kommer ud af sengen, fordi jeg har ondt og dage, hvor jeg udskyder toiletbesøg i timer, fordi det kræver, at jeg går op ad trappen, og det orker jeg ikke. På de dage er det så som så med nærvær og kærlighed til rosiner.
Men der er andre dage med færre smerter, og på de dage er jeg blevet bedre til at være mindre skeptisk. Lytte til en sten, for eksempel. Eller at tale med en avocadofrugt. Prøv det, det er ikke så dumt, som det lyder. En enkelt rosin kan faktisk gøre en verden til forskel.