Louise Juhl

Verden skriver med CAPS LOCK her til morgen. Luften er tæt af fugt, som om den er lige ved at græde eller som om, den lige er holdt op med det. Det er meget rørende. Jeg har været ude at gå i to timer, og nu er jeg fuld af noget, jeg ikke ved, hvad er. Så satte jeg mig her for at skrive det ned, men kom ved en fejl til at trykke på en eller anden knap, så SIRI spurgte: “Hvad hedder din mor?”
Min mor hedder Inge, og vejret udenfor minder mig om hende. Da jeg var mindre, led hun meget af migræne. En virkelig infernalsk og ussel een af slagsen. Det startede altid med, at hun blev fjern: Længere tid om at svare, når vi spurgte hende om noget. Som om hun først skulle finde ind i sig selv, før hun kunne finde ud igen. Når sygdommen så for alvor tog fat, lå hun i sin seng i mange dage, med mørklægningsgardiner rullet for og at glas vand. Ikke andet. Jeg kan huske, at vi ikke måtte spørge, om der var noget, hun kunne have lyst til for alene tanken om mad, fik hende til at kaste op. Jeg stod som regel udenfor døren til soveværelset, og håbede at få lov at åbne den, at blive lukket ind, få lov at hjælpe. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne hjælpe, så jeg blev på den anden side og forsøgte istedet at vejre, hvor langt hun var, min mor. Om hun var på vej ned eller på vej op.
Jeg spurgte hende engang, hvordan det var. Altså at have migræne. Hun svarede, at det var som om hendes hoved var en gryde med kogende vand, der stod og buldrede med låg til ingen verdens nytte. Et konstant tryk på indersiden af kraniet, som om det kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. Når det var allerværst, stod hun på badeværelset i flere timer og kastede op. Der gik ikke ret længe, før maven var tømt, så resten af tiden stod hun bare med hovedet bøjet over kummen, ligbleg, og sagde sådan en lyd, som et skibsskrog, der revner.
I starten græd jeg meget. Det gjorde mig bange at se min mor have det så skidt, og magtesløs ikke at kunne stille noget op. Men min mor tryglede mig om at stoppe gråden.
“Det dér, det gør kun ondt værre,” forklarede hun.
Jeg har haft svært ved at græde lige siden. Sidst jeg græd, var da jeg fik fjernet en betændt tand ved tandlægen. Det var ikke nogen forløsende gråd men en ren fysisk reaktion, der hverken gjorde fra eller til. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg frygter, at det gør ondt værre, hvis jeg græder. Måske er jeg kommet ud af form, måske er jeg bare ikke født med den lags evner.. Til gengæld er jeg god til huske navne og til at koge et æg præcis så længe, at det stadig er smilende.