Louise Juhl

Jeg fandt en mus uden for huset, og kaldte på Michael, fordi musen var usædvanligt lang og stendød. “Hvad tror du, at den er død af?,” spurgte jeg, og Michael svarede, at den i hvert fald ikke var druknet, og det undrede mig, hvordan han kunne vide det, og hvorfor han overhovedet nævnte, hvad den IKKE var død af, når jeg nu ville vide, HVAD den var død af? “Den er meget lang,?” sagde jeg og målte dyret med hænderne, den var vel næsten en meter, eller hvad der svarede til afstanden fra midten af mit bryst og til enden af min strakte arm. “Hvorfor, tror du, at er den så lang?,” spurgte jeg, og M forklarede, at sådan er naturen indrettet, at den tilpasser sig bedst muligt, “så er chancerne for overlevelse størst,” sagde han, men jeg havde svært ved at se, hvordan en mus på en meter var bedre tilpasset end en mus på for eksempel 12cm, og dens tilstand tydede jo heller ikke på det, “den er død?”, undrede jeg mig, og Michael svarede, at sådan kunne det også gå, at al den tilpasning nogle gange tog overhånd, og så endte det sådan her, “hyperassimilering” kaldte han det, og jeg tænkte, at det ord måtte jeg huske, så tog jeg musen op for at begrave den, men den var slet ikke død, det var bare noget, den lod som om, Michael grinede og sagde, at den var i færd med at tage røven på sig selv, og at en dag ville vi sikkert allesammen gøre som musen, lægge os og spille døde, men at det eneste vi ville snyde ville være livet, og så løb musen ud af mine hænder.