Ensomig #247

by Louise Juhl Dalsgaard

Støvregn fordobler antallet af følelser, det er som om alle forbehold forsvinder.
Det var i støvregn (en julidag for længe siden), at vi tog tøjet af, og jeg fik øje på et lille mærke på din underarm. “-Et stykke af en blyantspids,” forklarede du. Jeg grinede og spurgte, hvordan den dog var havnet dér? Du svarede, at det var en meget lang og meget kedelig historie, og at livet var for kort til den slags. Så rørte du ved min skulder, lænede dit ansigt frem imod den og kyssede den. Jeg fik gåsehud.
Nu tænker jeg på alle de tegn, der sidder i kroppen længe efter, at de er holdt op med at give mening. Spidser af bly, gåsehud, blinde tarme.
Måske er støvregnen på samme måde et tegn, hvis mening forlængst er forsvundet. Det gør den nu hverken mindre våd eller mindre fin.