Louise Juhl

Så kommer der et menneske forbi, han hedder Thomas, vi hilser, krammer, hej,hej, nå så lykkes det, griner vi, uden at nogen af os ved, hvad det vil sige at lykkes. Ikke at lykkes derimod, det ved vi begge, at drikke fadøl med elegance, for eksempel, den slags lykkes aldrig, man får ølskæg, glasset er umage og af plastic og fyldt mere end til randen. Du spørger mig, om jeg tror, månen er en mand eller en kvinde, men før jeg når at svare, er det tid til at høre Bisse. Vi går ned til rød scene, du og M ryger smøger, mange smøger – mere af nød end af lyst, fornemmer jeg, selvom jeg ingenting ved om at ryge eller om lyst og nød.

Jeg har svært ved tilstedeværelse som en disciplin, det er det, jeg synes er så hårdt ved den her slags arrangementer, koncerter, at man ikke bare skal lytte, men lytte NU og lytte mere end ellers. Jeg har svært ved at holde balancen og min fadøl forsvinder hurtigere, en jeg drikker den, og jeg bliver rørstrømsk. Jeg ved ikke om det er Bisse, ubalancen eller den måde i kæderyger på, men jeg får lyst til at holde om os, løfte os op, INSISTERE på, at vi har noget sammen; under månen, noget fælles, noget, der er vigtigere end at skamme sig.