Louise Juhl

En drøm.
Jeg er på tur med en flok elever, de er 10-11 års alderen og deres opmærksomhed er svær at fange. Jeg forsøger med at udpege spiselige urter og fortæller dem om fotosynteser og lysets brydning i vandoverfladen, jeg er virkelig entusiastisk, men børnene er mere interesserede i hvem, der vil holde hvem i hånden. Pigerne sammenligner længden på deres hår og drengene hiver dem i hestehalen: “Hvem trækker det længste strå?”

Pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min aftale hos min psykoanalytiker, L, det er nu, heldigvis bor han i nærheden. Jeg slæber børnene med, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Vi kommer til hans lejlighed, ringer på, han åbner og jeg undskylder, at jeg er for sent på den, og at jeg har været nødt til at tage mine elever med. “Kan de sidde i venteværelset så længe, jeg lover, at de nok skal være stille?,” spørger jeg, L nikker og viser dem indenfor. Lejligheden er mondæn, der er stuer en suite og højt til loftet, selvom den ligger i et belastet kvarter. Jeg viser dem ind i venteværelset, et stort stuelignende rum med et langbord og stole beklædt med lammeskindstæpper og med læderryg.
L og jeg går ind i konsultationsværelset, jeg lægger mig på briksen, lukker øjnene, fortæller, som så mange gange før, om dengang jeg blev betroet en hemmelighed, jeg ikke kunne bære, men som jeg bar og bar, indtil jeg tabte den ud af mine hænder, jeg fortæller, at uden den føler jeg mig tom, uden en hemmelighed har jeg ikke noget at holde fast i, holde mund om, jeg fortæller.
På et tidspunkt åbner jeg øjnene og ser, at stolen, hvor L plejer at sidde er tom, jeg ser mig omkring, men der er ikke nogen i rummet udover mig. Jeg rejser mig og går ud i venteværelset til mine elever. De sidder overraskende stille og koncentrerede, L sidder imellem dem, han har givet dem hver en fisk, de skal filetere. Det er alle mulige forskellige slags fisk, rødfisk og torsk og kuller og multe og havkat og rødspætter, børnene skærer først hovedet af, så et dybt snit langs bugen, så en kniv ind under skindet. De er helt opslugte, deres hænder er beskidte af fiskeindvolde og blod, men det lader de ikke til at lade sig gå på af. Jeg er forvirret, undskylder overfor L, hvis børnene har støjet, og han har været nødt til at underholde dem. “Slet ikke,” svarer L, “jeg gik herud, fordi jeg kender historien, du gik i gang med, og så kunne jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt imens.”
Jeg kan mærke, at jeg bliver vred, vred på elverne, fordi L hellere vil bruge tid med dem end med mig, og vred på L, fordi eleverne tydeligvis føler sig bedre underholdt af ham end af mig.
Jeg siger til eleverne, at vi er klar til at gå, at de skal finde deres overtøj og komme med mig, men L siger, at de gerne må blive, hvis de vil, at de kan tilberede fisk sammen, lave fiskesuppe og fiskefrikadeller eller fiskespyd over bål, og børnene jubler. De vil hellere blive, om det er ok?
Jeg svarer ikke, hvad skal jeg sige, selvfølgelig må de blive, de lærer jo åbenlyst mere her end hos mig, de har det godt, L har det godt, hvem er jeg at skulle gøre en ende på det? Jeg tager mine sko på (dem har jeg stillet, da jeg skulle op på briksen), finder min jakke, vinker “Hej, hej,” men både eleverne og L er alt for optaget af at rense fisk, de hører mig ikke.
Jeg går ud af døren, jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.