Ensomig #256

Jeg sender en sms til M, at han er nødt til at skrive noget, sende nogle billeder, at min mave opfører sig underligt, at mine øjne bliver ved med at græde. “Men ikke af hundehvalpe,” fortsætter jeg, “det skal være landskaber eller mennesker, der skærer ansigt.” Lidt efter sender han mig et billede af 5 mænd med ryggen til kameraet, de står på et havebord, det er ude ved vandet, tror jeg. “Man må ikke stå på bordene,” skriver jeg, “du skulle se dem forfra,” svarer han. Det er en mærkelig samtale, helt uden mening og så alligevel ikke, jeg græder ikke så længe, den varer.

Så går jeg på biblioteket, sætter mig og læser om, hvilke muskler man bruger, når man græder. det er mest maven, man tager i brug, det overrasker mig, her gik jeg og troede, det var mine øjne, der var problemer med.

På vej tilbage fra biblioteket bliver jeg helt fortvivlet, byen er fyldt med festivalgæster, 50.000 af dem, på torvet spiller Mek Pek, der er også en mand, der har klædt sig ud som  klovn, han laver ballondyr og siger lyde med en fløjte imens, det får mig til at smile.
Da jeg skal over gaden kommer jeg til at stå ved siden af en kvinde uden hår, hun er mager og hendes øjne indsunkne, hun taler i telefon. “Hvordan det går? Ja det er jo terminalt, så det går den forkerte vej,” siger hun og går over krydset. Jeg går efter, kvinden taler videre, det lyder som om, hun prøver at trøste personen i den anden ende, “I aften laver vi mad over bål, det dør man da ikke af,” griner hun, det får hende til at hoste, hun må sætte sig på en bænk for at få vejret. Jeg går videre, den er gal med øjnene igen, hele tiden ved at løbe over og ud, en mand kommer gående med en fadøl, “Det skal nok gå,” snøvler han og rækker en hånd ud mod min skulder, han lugter af øl. Jeg smiler, siger okay, han har sikkert ret.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.