Ensomig #259

by Louise Juhl Dalsgaard

E kastede op i planterne på stuen, mere præcist i de potter, de stod i. Hun påstod bagefter, at de trivedes ved det. Jeg kan huske, at vi andre, der var indlagt, undrede os over, at det lugtede surt inde fra hendes stue, men kun indtil rengøringspersonalet blev sat på opgaven og fandt 19 skraldeposer med opkast, som E omhyggelig havde fyldt og bundet knuder på. Flere af poserne var opløst af mavesyre, fortalte en fra rengøringen, hun var vikar og derfor nem at få til at fortælle. Én par af poserne havde E gemt under madrassen, “og en var klemt helt flad og hang på en knage skjult bag håndklæderne”, betroede vikaren os. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “hun må være skingrende skør,” og det, selvom jeg selv gik med en rejemad i mine trusser, som jeg to timer forinden havde skjult under frokosten, og jeg mindre end en måned tidligere havde skidt en stendød bændelorm ud, der ikke havde fundet næring nok i mine tomme tarme.

E var altid vred, “kan i for helvede ikke lade mig sulte i fred?,” råbte hun til personalet, og fortsatte med råbe om personlig frihed og retten til at sige fra. Hun ville ikke have besøg af sin mor, og ikke tale med os andre, der var indlagt. “Jeg har ikke noget at sige, og I siger ikke mig noget,” svarede hun, når terapeuterne forsøgte at få hende med i spise-snakke-gruppe tirsdag eftermiddag. Efter måltiderne havde vi fælles hviletid i opholdsrummet (en time efter hvert hovedmåltid og en halv efter mellemmåltider), men her sad E altid med lukkede øjne og høretelefoner i ørene, mens hun trippede med fødderne under bordet for at forbrænde kalorier. Hun havde ikke noget at sige, og vi sagde hende ikke noget.

Jeg kan huske, at jeg på en gang afskyede og beundrede E. Afskyede hende, fordi hun var så grov og utilnærmelig, men samtidig beundrede hendes mod til at stå ved sin grovhed, sin utilslørede vrede. Hun var aldrig i tvivl om rigtigheden af sit forehavende: i hendes optik var livet noget lort, og ingen skulle overbevise hende om andet. Selv var jeg helt anderledes splittet mellem, på den ene side, min intellektuelle forståelse af anoreksiens uvæsen, og på den anden side mine følelser, der ikke ville slippe sygdommen. På overfladen var jeg den gode patient, samarbejdsvillig og fuld af selvindsigt, men indeni var jeg lige så fuld af bræk, som de 19 poser E havde gemt på sin stue, og hvis stank fyldte afdelingen, efterhånden som mavesyren opløste plastmaterialet. Sådan var det, sådan var sygdommen, sådan var jeg.