Louise Juhl

Mine øjne gør ondt af alle de æbler, der falder, det er noget pjat at skrive, jeg ved det, der så meget, jeg skal lære, at sætte kommaer, at rydde op efter mig selv, lukke skuffen, stryge savnene med håret, jeg kører til Aarhus, mangler sko, det er alvor, i Sport24 siger en ung mandlig ekspedient, at det ikke er usædvanligt for kvinder, at gå lidt i stå, jeg ved virkelig ikke, hvorfor han siger det, er lige ved at spørge men køber istedet et par sorte adidas sko bare for ikke at leve op til hans ord, udenfor regner det, i det vietnamesiske supermarked står en høj fyr og skælder ud på et sprog, jeg ikke forstår, han vil have sine penge tilbage for et telefonkort, “jeg har købt ti timers taletid, men der var kun to,” skælder han på en blanding af engelsk og noget andet, den lille vietnamesiske kvinde bag disken beklager ender med at tilbyde ham at låne hendes telefon, han vrisser, smider telefonen på gulvet og går, jeg samler den op for hende, afleverer, siger “han var vist sur” og køber en pose jackfruit-chips til 25 kroner, i Bog og Ide får jeg øje på Ursula Andkjær Olsens Krisehæfterne, den koster 299 kroner, så mange penge har jeg ikke, “så må jeg låne,” tænker jeg og går tilbage til sport24 med mine adidassko, får pengene retur, køber bogen, går i parkeringskælderen til bilen, sidder med nøglen i tændingen og lygterne tændt, længe, spiser posen med vietnamesiske frugtchips og aner ikke, hvad jeg skal med bog og chips men uden sko, tager mig til sidst sammen, kører til udgangen og putter billetten i automaten, der spytter den ud, jeg prøver igen, stadig samme reaktion, læser bagpå på billetten, at der ikke må gå mere end et kvarter, fra man har betalt og indtil, man kører forlader parkeringsarealet, jeg trykker på knappen for hjælp, “ja,” lyder en ung herrestemme fra automaten, jeg forklarer, at der er gået for lang tid, at der opstod en forsinkelse, “det er ikke første gang det sker,” siger han opmuntrende, “kvinder går tit lidt i stå undervejs,” – “jeg ved ikke, hvad du snakker om,” svarer jeg surt og gasser op, da den lille bom foran løfter sig, “hav en dårlig dag,” råber jeg, da jeg kører derfra, “i lige måde,” når jeg at høre stemmen fra automaten svare.