Snak Sammen Nu

by Louise Juhl Dalsgaard

En kvinde, jeg holder meget af, har for nylig mistet en søster. Hun savner hende, meget endda, de plejede at ringe sammen hver dag. Kvinden, jeg taler om, er ikke uvant med at miste. Hun mistede sin mor i en meget tidlig alder, så hun og hendes søskende blev alene med deres far. Ikke at de led nogen afsavn, men det er klart, at der efterlades et hul dér, hvor deres mor skulle have været.
Hun har fortalt mig, at tabet af hendes søster har gjort hende ensom. Hvem skal hun nu ringe til, hvem skal hun dele dagen med, fortælle at hendes rhododendron er sprunget ud, at naboen har været ved numerolog eller at lagkagehuset har fået et brødudsalg i den lokale brugs? Hun er gift, kvinden, lykkelig gift, men hendes mand er ikke hendes søster, de to ting kan ikke erstatte hinanden. Hendes mand har for eksempel aldrig mødt hendes mor, hun døde inden de fandt sammen.
Hun kan ikke længere sove om natten. Hun kan ikke falde i søvn, og hvis hun kan, så vågner hun efter et par timer. Tænker på sin søster og på det, hun ville sige til hende, hvis de kunne ringe sammen. Hun er træt. Og bange; søsterens død har fået hende til at spekulere på sin egen død, på hvor tilfældigt det rammer. På at det kan være hende næste gang. Tankerne giver hende åndenød, trykken for brystet og smerter i venstre arm. Kvinden er ikke dum, tværtimod, hun er ved godt, at det med al sandsynlighed er angst, der giver hende symptomerne. Men hendes intelligens kan ikke stoppe smerterne – eller få hende til ikke at frygte døden. Sådan fungerer det ikke. Man kan ikke standse dødens uafvendelighed ved at erkende den.
I går så jeg i nyhederne, at der er startet et initiativ i skolerne for børn, der har mistet. Der ansættes en psykolog, der taler med eleverne om døden og som laver grupper for de, der har mistet en nær pårørende. Alene det at sige højt: “Min søster er død,” kan være svært, det gør ondt og de fleste omkring vil slå blikket ned, mumle “det er jeg ked af,” og skynde sig væk. Ikke af ond vilje men i afmagt fordi vi ikke kan ændre ved fakta. Døden er endelig: Uanset om vi køber 15 softice eller giver den sorgramte en tur i tivoli, så bringer det ikke den afdøde tilbage. Og forældrene, ja de er selv ramt af sorg og barnet kan af hensynsfuldhed undlade at ville belemre den med sin egen oveni. Så de tier. Derfor er det godt, at der er sorggrupper for børn, det er vigtigt.
Kvinden, jeg kender og elsker, trænger også til en sorggruppe. Et sted, hun kan dele de tanker, hun tidligere delte med sin søster. Et sted, hvor hun kan mindes hende, de fejltagelser, hun begik eller grine over de skøre ting, hun gjorde, som for eksempel at gå i bare tæer året rundt. Men kvinden, jeg kender, er 80 år, og når man er blevet firs, så er sorgen tilsyneladene ikke længere noget, nogen tager sig af. Det er som om, at er man gammel, så forventes det, at tanken om døden ikke længere er svær. “Man ved vel hvad vej, det går.” Ja, det ved man nemlig alt om, og lige præcis derfor er det relevant at tale om det, istedet for at ligge søvnløs om natten eller at tage røret og taste nummeret til sin afdøde søster, selvom man ved, at hun ikke svarer. Det er ikke for at sygeliggøre sorgen, men for at synliggøre den.
Engang talte man ikke med børn om døden, der var jo ikke nogen grund til at skræmme dem. Det har man heldigvis ændret syn på. – Men hvad med de ældre, skal vi ikke tale om døden med dem, om det, de har mistet og om det, de er bange for at miste, når de selv skal dø: Børn, børnebørn, veninder, mand, besøgsven?
Jeg kunne sådan tænke mig, at der fandtes et tilbud til kvinden, jeg kender. Et sted hun kunne møde andre, der havde samme oplevelser som hun, andre i samme alder, som også tænker: Er det mig næste gang?
Derfor er jeg glad for at være inviteret med i et pilotprojekt igangsat Marlena Porat i samarbejde med Aarhus Kommune og 365tekster. Projektet hedder “Snak Sammen Nu,” hvor en række forfattere inviteres til at skrive skønlitterære tekster til plejehjemsbeboere – om emner, som er vigtige at tale om, mens tid er.
Jeg er blevet bedt om at skrive om døden ( såmænd!). Teksten hedder “4711,” som er navnet på den parfume, min mormor bar, ikke fordi teksten handler om hende, men fordi den dufter sådan, som hun duftede 😊
Teksten vil fra midten af oktober hænge på lokale plejehjem sammen med en flaske 4711. Håbet er, at personale og pårørende, sammen med de ældre, vil læse teksten, tale om den, om duften og om dem, de har mistet. Og måske også om, hvad der skal ske, når de selv skal herfra?