Ensomig #276
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg bliver ringet op af en far, der to dage forinden har mistet sin søn i en motorcykelulykke. Hele familien var til børnefødselsdag men på vej hjem, forulykker sønnen. Faren forklarer mig detaljeret, hvad der er sket, hvordan sønnen er ved bevidsthed længe efter ulykken, at hans ben er knust, men at han optræder tappert: Han trøster de tililende, sønnen, siger at han er ok, at alt nok skal gå. Han har tidligere været udsendt som soldat i Afghanistan, fortæller faren, der blev han trænet i krisehåndtering, det bruger han nu – for at trøste, mens han selv er ved at dø. Sønnen bliver hentet med en redningshelikopter og fløjet til Skejby, men hans liv står ikke til at redde. Hovedpulsåren er revet over, og han ender med at dø af blodtab. Faren fortæller, at sønnen var fraskilt og efterlader sig to små sønner. At ekskonen hedder Tine. Han fortæller også, at han finder Tines nummer i sønnens telefon og ringer til hende, men at det er en forkert Tine, han får fat i. Jeg ved ikke, hvorfor han fortæller mig den detalje eller alt det andet, der er i det hele taget meget, jeg ikke forstår: Hvad alt det her drejer sig om, hvorfor denne mand betror sig til mig? Så kommer det: Hans søn skal begraves om lørdagen, og han, faren, har bedt sønnens venner om at skrive breve om og til sønnen. Elleve af dem har indvilliget, men ingen ønsker at læse deres brev højt. Faren har engang hørt mig læse op, og nu vil han gerne, at jeg læser brevene op efter begravelsen. Jeg kondolerer, siger, at jeg synes, at tanken med breve er smuk, men at jeg ikke kan løfte opgaven, at jeg ikke er uddannet til den slags. Jeg foreslår ham i stedet at kontakte en skuespiller. Vil du ikke nok gøre det? fortsætter han. Det er en akavet situation, jeg kender hverken far eller søn. Han tilbyder mig penge: Du kan få dem sort, siger han, som om det vil afgøre sagen. Jeg siger, at jeg vil tænke over det, og beder ham om at ringe tilbage senere. Et par timer efter er han igen i telefonen, jeg fastholder, at en skuespiller er bedre. Jeg vil helst have, at du gør det, siger faren. Jeg ender med at sige ok.
Mindre end en time senere står han og hans kone hjemme hos mig. De har breve med, de fleste håndskrevne, faren rækker mig dem og pengene: Værsgo. Han har også en flaske cognac med til mig, det fortjener du, siger han. Jeg inviterer dem indenfor, byder på kaffe. Faren taler som et vandfald, manisk, om sønnens barndom, hans utilpassethed, om hvordan tiden i Afghanistan ændrede ham. Men, siger han, på det sidste var det begyndt at vende, (det?), sønnen var blevet sit gamle jeg, han havde lagt planer om at starte egen virksomhed. Vistnok noget med at sælge kyllinger, forklarer faren, en slags mobil grillbar.
Det hele er meget forvirrende: Cognac, Afghanistan, skilsmisse, grillkyllinger. Hans kone lægger en hånd på hans knæ, “det er en krisereaktion,” siger hun, “han taler for at undgå at mærke.” Så bliver han stille, faren, begynder at græde, det er rørende men også meget mærkeligt at sidde med et ukendt menneske og dele hans sorg, ja næsten tage den på sig. Jeg byder dem en cognac, de takker ja. Vi aftaler hvor og hvornår, jeg skal møde op, så tager de afsted.
I dagene op til begravelsen læser jeg vennernes breve mange gange, jeg føler mig som en tyv. Begravelsen er en lørdag, solen skinner og forsamlingshuset er fyldt til randen. Alle gæster sidder bænket med smørrebrød foran sig; rullepølse med sky og ost med rød peber på hvidt brød. Der er stillet øl og vand og kaffe frem på bordene. Jeg stiller mig op og læser vennernes breve højt, der er stille imens. der er en, der bryder sammen, hun rejser sig og forlader rummet, det er Tine, ekskonen, får jeg senere at vide. Da brevene er læst op, stiller jeg mig ud til væggen, der er ikke nogen, der siger noget. Jeg står sådan, malplaceret og fremmed, min stemme hænger stadig i rummet som gammel cigarrøg i et gardin. Endelig rejser farens kone sig, hun takker for fremmødet, for de fine breve. Hun takker også mig, og gæsterne klapper. Det virker som om de fortryder undervejs, som om de tænker: Hvad klapper vi egentlig af, hvem?
Folk begynder igen at spise, lyden af bestik er forløsende. Faren kommer hen til mig, han har en tallerken med en rullepølsemad i hænderne, han rækker den frem: Tusind tak for hjælpen, siger han. Han vil give mig et kram, men rullepølsemaden kommer i vejen, geleen af sky ovenpå pølsen dirrer.
Selv tak, svarer jeg, uden at vide hvorfor.