Louise Juhl

Jeg har lige læst et virkelig fint interview med Simon Juul. Det handlede om barndom, om at føle sig afvist og om selv at afvise, det handlede også om stoffer og glæden ved mad.
Undervejs i interviewet siger han: “Lykke er noget en hund føler, når den får øje på en pølse.” Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at le højt, måske fordi jeg følte mig ramt. For sådan er det jo med lykke. Det er den her ustyrlige og spontane jubel, man bryder ud i, når vi møder det lykkevækkende, men som også er naiv og aldeles uholdbar. For vi ved jo godt, at lykken ikke er en pølse, og at det vil gå mindre end et minut, før pølsen er sat til livs. Og at vi så vil sidde tilbage og ønske os mere af samme eller smagen af noget andet, måske tænker vi: “så godt smagte det vist ikke?” Og som det ikke var nok, vågner vi næste morgen og har taget et halvt kilo på af alle de pølser og al den lykke. Et halvt kilo, som vi skal bruge et år på at få bugt med, timer med blod og sved og tårer sgu. Kun for – straks efter at have genfundet balancen – at få øje på endnu en pølse, og i endnu et ustyrligt, spontant sekund lade os overbevise om at: “THIS is it!” – og lykkeligt kaste os over den. Ups! På den igen: et halvt år med Bjørn Borg svedbånd, centimetermål og diet coke. Been there, done that. And I will be back, for sure.
Derfor lo jeg, da jeg læste Simon Juuls beskrivelse af lykke, ikke en hånlig latter, langt fra, for jeg kan godt lide pølser, der er ikke noget galt med pølser. Ligesom der ikke er noget galt med lykke. Ind imellem er det bare dejligt at le af sig selv og tilgive, at man på mange måder er simpel som en hund, der får øje på en pølse. Haps.
(Som alternativ kan anbefales blødkogt æg med god flagesalt. – Indrømmet, det er langt fra pølse, men det smager nu lidt hen ad lykke)