Louise Juhl

Jeg er vred over, at jeg ikke er vred og over, at min vrede ligner kedafdethed. Jeg er vred over, at jeg forveksler kedafdethed med vrede. Jeg er vred over, at virker ked af det, når jeg i virkeligheden er vred, og vred, når jeg i virkeligheden er ked af det. Jeg er vred over at ville regne mig frem til, om jeg er vred eller ked af det. Jeg er vred over, altid at prøve at regne mig frem til, hvad jeg føler, istedet for at føle, hvad jeg føler. Jeg er vred over ikke at kunne regne mig frem til, hvad jeg føler. Jeg er vred over ikke at kunne føle, hvad jeg føler. Jeg er vred over, at det, jeg føler, er noget, jeg regner mig frem til at føle.
Jeg er vred over, at min vrede ikke kan lokaliseres til et sted i min krop – hænderne, kæben, en lillefinger. Jeg er vred over, at min vrede ikke sidder i maven, så jeg kunne stikke to fingre i halsen og kaste den op. Jeg er vred over, at min vrede ikke sidder i min hals, så jeg kunne knække nakken på den.Jeg er vred over, at jeg altid begynder at græde, når jeg er vred, og at folk derfor prøver at trøste mig, istedet for at give mig svar på tiltale. Jeg er vred over, at jeg undgår andres vrede, ved ikke at blive vred men ked af det. Jeg er vred over, ikke at kunne finde rundt i, om jeg er vred eller ked af det – eller måske ked af, at jeg ikke er vred.