Louise Juhl

Imorges gik vi tur ved vandet, hunden og jeg. Ved stranden kan Mumrik løbe frit, for de eneste andre levende væsner i syne er havmåger og vindhekse. Mumrik gør af bølgerne, det er lige dele leg og alvor, tror jeg. Sådan er det med det meste af betydning. Lige dele sjov og alvor.

Efteråret er en skidt årstid for min krop. Mit bindevæv vånder sig og blodet løber den forkerte vej, mod uret. Eller sådan føles det, hvis man ellers kan tale om at føle som et ur, der går forkert?

I går handlede jeg ind et nyt sted. Jeg havde lyst til klementiner. “Det kan jeg ikke klare, men jeg har blommer – og vindruer på tilbud” svarede en butiksansat med et klodset logo på brystlommen. Det slog mig helt ud. I lang tid stod jeg og så på alt det, jeg kunne vælge imellem: blommer, pomelo, ananskirsebær, futuro-melon. Lige lidt hjalp det, jeg havde stadig lyst til klementiner.
Jeg endte med at købe en pose dadler vendt i lakridspulver, røget torsk, syltede løg og en flaske Campari. Umage sammensætning. Det er derfor, man ikke skal handle ind på tom mave. Lakrids og syltede løg sammen smager endnu værre, end det lyder. Røget torsk hjælper ikke på det. Godt jeg havde en Campari til at dulme skuffelsen.

Det var i går, nu er det i dag. Udenfor støvregner det, og de absolut sidste kantareller lyser fordærvet orange gennem det irgrønne mos.
Jeg har stadig lyst til klementiner.