Louise Juhl

I går kørte jeg på arbejde, det var mandag morgen og lige netop blevet lyst. Trafikken var tæt, og bilernes bevægede sig som kolonner af militærkøretøjer på vej i krig.
Mandage er svære at få hul på for mig. Det er noget med længden af dagen, den starter for tidligt og slutter for sent, eller jeg ved ikke, måske er det noget vrøvl. De er i hvert fald svære, svære at få hul på og svære at lægge fra sig. Mens jeg sad der i bilen og lod mandagen begynde, tændte jeg for radioen, P1 morgen. Først talte de om situationen i Myanmar, alvorligt, derefter om natsommerfuglens parringsritual, spøgefuldt, så gik de over til at interviewe en fodboldspiller. Spilleren havde problemer, tilsyneladende så mange og så omfattende, at han fik stillet et radioprogram til rådighed om det. En hel time med en coach, hvor han kunne tale om sine problemer. Om angsten for at sidde på bænken, for at blive sat af holdet, frygten for skader, for fremtiden og kroppens forfald.
Hvis jeg fik en time på landsdækkende radio, ville jeg tale om ting, vi siger, når vi tror, at vi ikke sigernoget. et suk, for eksempel, fra det dybe, opgivende suk til de stakåndede og indignerede af slagsen. Eller pauserne fra vi har spurgt en om noget, og til den anden svarer. Alt det, der kan ligge i sådan en pause, i længden af den. Alt det vi siger, istedet for at sige det, vi vil sige. “Synes du virkelig?” “Aha,” og “det er da meget muligt”, der ikke handler om, hvad man virkelig synes, eller om at noget er muligt, nærmest tværtimod.
Jeg ville også gerne tale om sangskatte, En rose så jeg skyde og I skovens dybe stille ro, fordi de findes, sangene, og findes så fint. Og om jul, kulde og varme og levende lys og barnetroen, vi ikke længere tør tro på. Jeg ville også gerne have en time til at tale om Astrid Lindgren. Eller Ola Julén, om vrede, sorg og om tingenes ubamhjertige ubamhjertighed.
Måske skulle jeg begynde at spille fodbold.