Louise Juhl

Det er blevet november i løbet af natten, der er ikke flere svampe skovbunden, og de sidste blade har givet slip, nu ligger de som et tæppe, nogen har efterladt til ingen verdens nytte. Jeg læser Ola Juléns “Orissa” for gud ved hvilken gang, fordi det trøster at vide, at der findes noget, der er mere vemodigt end mig. Tidligere i dag gik jeg på kirkegården for at plukke et Belle de Boskoop, grågrumsetgrønt og alt for stort. Jeg elsker alt ved det æble, navnet især, dets sure sødme, og at det kan holde sig helt til forår. Det håb, det vækker.
Jeg savner min morfar i dag, han blev født i november og lærte mig navnene på havens frugter: Reine Claude, Victoria, Clara Friis, Astrid.
“Jeg vil finde nogen at elske,” skriver Julén til slut i sin bog, så simpelt. Finde nogen at elske, nogen at dele æblerne og novemberen med, bare dét.