Louise Juhl

Jeg husker en nat i halvfemserne, jeg var på interrail og sad i et tog på vej gennem Tyskland. På et tidspunkt kørte toget forbi et brændende hus, det varede kun et splitsekund. En dyb, varm orange, der lyste kupémørket op. Der var ikke andre end mig i vognen, men jeg kan huske, at jeg tænkte: “Det er sådan, dét er,” uden at vide, hvad jeg mente med det.
Det ved jeg stadig ikke.