Louise Juhl

For lidt over ti år siden arbejdede jeg som sekretær på et psykiatrisk afsnit, det var et fint job, jeg var virkelig glad for mine kolleger og de mange patienter. Særligt husker jeg C, lyshåret og meget høj, kraftig af bygning. Alligevel virkede han så lille, når han hver dag kom hen til personalestuen og forsøgte at få øjenkontakt igennemh glasdøren. C bankede aldrig på, for han var bange for sine hænder. Det kan lyde fjollet, og det er på en måde heller ikke rigtigt, for det var ikke hans egne hænder, han var bange for. Det var det, han prøvede at forklare personalet, når kom listende for at bede om PN medicin med store angstfyldte øjne. Han forklarede det igen og igen, “det er ikke mine hænder, det er ikke mine hænder, det er det ikke!, det er ikke mine hænder.” For de hænder, som C bar, var et sæt fremmede hænder, som nogen (måske overlægen, måske Claus, der var en musiklærer fra folkeskolen) havde sat for enden af hans arme. C havde forgæves forsøgt at slippe af med dem, mange gange, som regel ved at putte dem i sæbevand i håb om, at de ville blive opløst. Andre gange mere voldsomt, ved at smække en bildør omkring dem. C kunne ikke huske, hvor længe han havde båret de fremmede hænder, men det var tydeligt, at han led forfærdeligt. Han var bange for dem, for hvad de kunne finde på, hænderne: at slå fra sig eller forgribe sig, ja måske endda kvæle nogen. Allermest rædselsslagende var han for, at de skulle stikke en kniv i hans forældre. Han græd, når han beskrev sin frygt, og bed sig i de fremmede knoer, indtil de begyndte at bløde, uden at bemærke det.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg kom til at tænke på ham lige i dag, på C. Måske fordi det var så koldt udenfor, at jeg ikke kunne mærke mine egne hænder, da jeg var ude at lufte Mumrik. Det er egentlig også lige meget hvorfor, jeg tænkte i hvert fald på ham. Jeg håber, han har det bedre.