Louise Juhl

Min far ringede i dag. Han ville høre, om jeg ville være redaktør på en bog, han er ved at skrive. Det er en bog, en krønike, om det institut, han var med til at grundlægge, og som han i mange år var professor ved.
I8, hed instituttet, og jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt flovt, at min far arbejde på et sted, der lød som navnet på en seksuelt overført sygdom. Senere blev det omdøbt til Center for taleteknologi, og i dag hedder det vist nok Center for Personkommunikation.
Han græd af glæde, min far, da jeg sagde ja til opgaven. På en måde er det helt forkert, at det er blevet sådan, rørende i hvert fald. At vi nu altid ender med at tude og sige ja, efter i virkeligt mange år at have tudet og sagt nej. På en måde er det helt rigtigt.