Louise Juhl

min far nægter at kalde mig mit mellemnavn, det, jeg købte, da jeg var syg, det er min mors pigenavn, Juhl – min morfars efternavn, jeg er kun døbt Dalsgaard, louise dalsgaard, efter min fars familie, men da jeg blev syg og vred på ham, eller på hvor meget jeg ligner ham, tilkøbte jeg min mors pigenavn, juhl, nu hedder jeg louise Juhl dalsgaard, jeg hedder ikke andet, når min far sender mig breve, skriver han “louise dalsgaard” uden på konvolutten, ikke juhl, jeg læser aldrig de breve.

jeg er ikke vred mere, vreden er datid, nu læser jeg alt, hvad folk sender, mit blik er ikke længere kritisk, det er søgende, sugende, altædende, jeg spiser skumfiduser og vingummier med colasmag og blød finsk lakrids, sluger alt, hvad min mund kan komme i nærheden af, jeg ved ikke, hvad det er for et hul, jeg prøver at stoppe, jeg ved ikke, om det er mig, der prøver at stoppe et hul, eller modsat er hullet, der forsøger at stoppe mig.

jeg vil så gerne skrive æde eller bræk, fordi ord med æ er så ækle: flæsk og fæ og flæbe, jeg vil så gerne spytte ord ud, kaste op, det er en meget infantil lyst, jeg har, min lyst er infantil, jeg vil sætte mig på fortovet og skide, jeg vil sætte et flag på toppen af min lort: se, jeg har besteget mit eget røvhul.

undskyld, jeg burde ikke skrive den slags. jeg burde bruge tiden på at samle svampe i skoven og mos og kogler, lave dekorationer til dem på plejehjemmene, der ikke kan komme op før kl elleve, fordi personalet er for få, jeg burde tage ud og læse højt, lave kaffe, skifte ble på dem, der fortjener det, istedet for at sidde og skrive om mit eget lort.