Louise Juhl

I går læste jeg en novelle af Hemmingway, Indianerlejr, den handler om drengen Nick og hans far, der er læge. De besøger en fødende indiansk kvinde, der er i problemer, barnet ligger i sædestilling og der er fare for at både mor og barn vil dø. I køjen over den smerteplagede og skrigende kvinde ligger kvindens mand, han er helt stille, ryger pibe, han har ramt sig selv i foden med en økse, og kan ikke gå, han ligger bare og ryger og forsøger at lukke ørerne for kvindes skrig. Faren opererer kvinden med lommekniv og fiskesnøre, både hun og barnet overlever. Men da faren vil se til manden i køjen ovenover, har han skåret halsen over på sig selv, stendød. “Er det svært at dø,” spørger drengen sin far, “nej det er faktisk meget nemt,” svarer faren.
Det værste ved de her øjeblikke, i december foran ilden og med skåneærmer for at holde håndledene varme, er, at der ikke er nogen vrede tilbage, kun tanker om vreden. Det minder mig om frysetørrede hindbær, der er noget af det værste jeg ved, de smager surt og støvet, så langt fra de friske bær, der smager spændstigt og altid overrasker munden. Tankerne om vreden er syrlige, ætsende, støvede. Jeg gider ikke den indtørrede vrede, den langmodige, overbærende, fornuftige vrede. Nej jeg vil eksplodere i munden, plette tøjet, være til besvær, sætte umulige aftryk.
Det var en dårlig novelle, egentlig, kompositorisk en katastrofe. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på den.