Louise Juhl

Jeg er omkring 10 år og er på ferie i Sverige, på en ødegård, vi er afsted med min onkel og tante og deres treårige pige, M. En aften tager min far afsted, ud for at løbe en tur, han farer vild, og der går mere end 5 timer, før han er tilbage. Det er den eneste gang, jeg har set min far bange.

Jeg er ikke bange, jeg er sikker på, at min far nok skal finde hjem.

M er allergibarn, hun kan ikke tåle tale saft,  ikke tåle mælk, ikke tåle appelsiner. Jeg synes, det er et forfærdeligt besvær, forældrene har en særlig diæt, hun skal følge, det tager tid med al den opmærksomhed. M er meget utilfreds med sin diæt. Hun vil have slik, men hendes mor foreslår hende et stykke agurk, først bliver M vred, “NEJ,” så ked af det, til sidst lægger hun hovedet på bordfladen, slår panden imod den igen og igen. VIL HA’!
M vil allerhelst have skinke, faktisk elsker M skinke, måske mest af alt fordi hun ikke kan tåle det. “GINKE,” råber hun, “GINKE,” igen og igen. Men M må ikke få skinke, det ved vi alle, så vi prøver med alverdens alternativer, grøntsager, knækbrød, “værs’god,” lokker vi. Men M er ikke dum, M vil have GINKE og kun GINKE.

Så kommer min far på den  idé at kalde blomkål for skinke. Min far rækker M et stykke blomkål, han smiler og siger: “Se! Skinke!.” M snupper lynhurtigt blomkålsbuketten ud af hans hånd, putter den i munden, tygger og oplyses i et kæmpestort smil. “UHM GINKE!”

Det er en god dag, M er glad, min far er glad, min onkel og tante er glade.
Det er kun mig, der ikke er glad. Jeg sidder bare uden at sige noget, ser på de voksne, på M, på glæden. Jeg tænker: det hele er bluf. Hvad jeg har brug for er bluf, hvad jeg har lyst til er bluf, hvad jeg kan lide, hvem jeg kan ikke lide, hvad der er hvad. Alt er bare bluf.

8 år senere holder jeg op med at spise.