Louise Juhl

Jeg ville ønske, at jeg havde noget at skrive om, begyndelser, midte, slutninger, men alt i mig går modsat, tankerne knytter sig sammen som en næve, truende, jeg er bange, jeg ved ikke, hvad jeg er bange for, torsdagen, savnet af rosiner, lysten til at drikke, lysten til at ydmyge mig selv, at gøre ting jeg ikke kan være bekendt, for så -øjeblikket efter at bebrejde mig selv de samme ting, lysten er bulimisk (af græsk bous ‘okse’ og limos ‘sult’), lysten er en ko, en voldædende ko, lysten vil kaste op af glæde, smide tøjet offentligt, blamere sig, råbe op om ting, den ikke har forstand på, livet for eksempel, så ulystigt: sekunderne, der bygger op til timerne, der bygger op til dagene, der bygger op til
ingen verdens nytte
jeg læste S’s manuskript i går, stærkt og altmodisch, jeg er langtfra så sikker, når jeg skriver, engang var jeg bange for, at skriften ville tale over sig, over mig, nu er jeg bange for, at den æder sig vej som orm gennem lig, jeg er bange for, at jeg både er orm og lig.