Louise Juhl

Hun havde været forbi frisøren for at blive klippet.
“I anledning af julen,” tilføjede Mona.
Det havde været nødvendigt at bestille tid på grund af højtiden.
“Jeg synes, det er mange penge, på den anden side,” sagde hun uden at færdiggøre sætningen.

Der var kommet en ny frisør i salonen, Berit var holdt. Hendes afløser hed Arno og kom fra Island.
“Han er her kun halvdelen af året, altså på skift en måned her og en måned deroppe,” fortalte Mona.
“Jeg ved ikk’, hvordan den slags foregår, men det passer åbenbart både salonen og ham.”
Han var dygtig nok, det var ikke dét, håret blev klippet lige, og han var grundig omkring ørene og i nakken også.
“Ja, der ku’ Berit godt være lidt for hurtig,” tilføjede Mona.

Men hun kunne nu ikke forstå, hvorfor han, Arno altså, absolut skulle putte clips i kundernes hår.
“Jeg tror, han er på det forkerte hold,” sagde Mona, som om det forklarede det hele – deltidsansættelsen, clipsene og grundigheden ved ørene.
Ja, hun vidste det faktisk med sikkerhed, det havde Solvej selv fortalt hende. Det var også derfor Berit var rejst. Fordi hun ikke kunne se sig selv i salon med sådan én.
“Det kunne hun nu ikke være bekendt,” sagde Mona, for nu stod Solvej jo helt alene med ham Arni (“Arno,” rettede jeg) og alle hans clips.
“Og endda kun halvdelen af året, resten af året skal hun klare det hele selv.”
Og sluttede af med at tilføje, at det jo ikke var fordi hun havde fordomme, men når man begyndte at sætte clips i folks hår, så blev det lige lovlig islandsk for hendes smag.