Louise Juhl

Der er dage, hvor der sker så lidt, at det føles som alt for meget.

Det er som regel de dage, hvor der mangler brænde i kurven. Og man sidder og ser ud, og man ser, at det sner. Man sidder og ser, at det sner og venter på, at det går over. Man venter på, at det går over, selvom man ved, at det ikke går nogen steder.

Man sidder og venter på, at det går over, indtil der ikke længere er nogen vej udenom. Så rejser man sig, henter brænde. Træet er fugtigt og koldt af sneen, det sprutter og brænder elendigt. Man forsøger at rode i ilden, pille ved træet og gøre ved, men lige lidt hjælper det. Det vil sige: Det brænder, træet brænder, men det giver ingen varme. Træet giver ingen varme fra sig, og man pissefryser. Man fryser og sætter sig helt tæt på ovnen, helt stille, som om det at man sidder stille, vil få træet til at afgive varme. Man sidder helt stille, selvom man skal tisse. Man skal tisse, men først tyve minutter efter at det er for sent, løber man op ad trappen, Man løber op ad trappen til toilettet – snubler og lækker en lillebitte smule tis. Ikke nok til at væde trusserne, men nok til, at man kan ane en svag stank af urin fra den snublende kolde krop.

Man tisser. Man går tilbage. Man går tilbage til ilden, der brænder uden varme, og man vil gerne gøre noget. Noget andet end at sidde og stinke af pis og holde på en varme, der ikke findes. Man vil virkelig gerne gøre noget, noget, der nytter. Noget der, hvis det ikke  ligefrem nytter, så i hvert tilfælde gør en forskel. Noget der, hvis det ikke ligefrem gør en forskel, så i hvert fald ikke lægger mere til en allerede eksisterende for-lidt-der-føles-som-for-meget-hed.
Man vil virkelig gerne, men man gør ingenting.

Man bliver hælder bare mere brænde på et bål, der ikke varmer. Man hæder brænde på og fryser og stinker og venter på, at det går over. At manglen på varme, stanken af pis, går over. At man selv gør.
Måske tager man et billede af nogle fugle på himlen udenfor. Eller af en næsten udgået plante i vindueskarmen. Eller af en ild, der ikke varmer. Måske lægger man billedet på instagram og håber, at nogen vil skrive noget, fortælle hvad de ser. Man håber, at de ser noget, og at det er noget andet, end det, der ikke er der, som er alt for meget.