Louise Juhl

Jeg drømmer, at en kvinde kører forbi i sin bil, at hun ruller vinduet ned, råber “if you can dream, you can do it.”

Så vågner jeg.

Udenfor er det stadig mørkt. Jeg laver en kop kaffe, masserer min ene skulder. Noget har sat sig fast. Jeg har læst et sted, at der findes en række punkter i ganen, der har forbindelse til de samme nerver som de, der har med skulderens muskulatur at gøre. Jeg prikker forsigtigt med pegefingeren mod ganespejlet, ikke et sekund i tvivl om, at hvis det overhovedet har nogen effekt, er det placebo.

Det har det.

Kl. 8.01 går jeg en tur. Jeg vælger de langskaftede, forede gummistøvler og tager min vinterfrakke på. Da jeg kommer ud, overrasker det mig, hvor lunt det er, men jeg vælger at fortsætte, gider ikke spilde tid på et tøjskifte.

På Alhedestien er gadebelysningen stadig tændt, et af lysene blinker hidsigt, de ligner krampetrækninger, og minder mig om stroboskoplamper på et firserdiskotek. Jeg når kun lige at tænke “bare jeg ikke får et epileptisk anfald”, før ligger jeg på stien, tilsyneladende besvimet.

Jeg ved ikke, om det hele er indbildning, men jeg ved, at jeg får mørke pletter på mine bukser dér, hvor det fugtige mos fra skovstien er trængt igennem.

Hjemme igen får jeg en påmindelse på min telefon: “Tre stikord: 1. tyrkiet, 2. minuskel, 3. penol,” står der.
Det er mig selv, der har sendt den, men jeg ved ikke, hvad det skal minde mig om.