Louise Juhl

Mine digte, mit liv er ikke levende.

Min far siger altid, at han ikke tror på Gud. Han siger det gerne bramfrit – højt og lydeligt – så ingen kan være i tvivl om min hans gudsfornægtelse.
Jeg ved, at det sårer min mor. Faktisk tror jeg, at min mor hører min fars manglende tro som en latterliggørelse af sig selv. Min mor tror på Gud, men hun taler aldrig om det.
Jeg tror ikke, min far ønsker at latterliggøre min mor. Jeg tror slet ikke, at min far har min mor i tankerne, når han siger, at han ikke tror på Gud. Jeg tror sjældent min far har andet i tankerne end sig selv, heller ikke når han taler om Gud.
Det er ikke så hårdt ment, som det lyder.

Min far har aldrig været syg. det er hans egen fortjeneste, siger han.
“Det er en af fordelene ved ikke at tro på Gud,” griner han, “så skal man ikke dele æren med nogen.”
Min far siger, at Gud ikke eksisterer, og at vi derfor er vores egen fortjeneste. Jeg har været syg halvdelen af mit liv, og ulykkelig resten af tiden.

Min far tror ikke på Gud. Jeg ville ønske, jeg ikke troede på min far.