Louise Juhl

Det har gjort ondt nu, igen, i flere døgn.

Jeg kan ingenting mærke, det er meget smertefuldt.

Jeg ved, at den findes, min krop. Jeg kan se, at brysterne vokser og at fødderne bevæger sig i overensstemmelse med mine vilje. Jeg kan se, at mit ansigt ligner det, jeg ser i spejlet.
Ind imellem tager jeg en hånd op, stryger ansigtet over kinden, spørger mig selv, hvem der er hvem. Jeg kan ingenting mærke, men mine fingre sætter aftryk på glasset.

Da jeg var mindre græd jeg, når min mor ville klippe mit hår. Hun var tålmodig, hun bandt først et klæde omkring mig, så jeg ikke fik hår på tøjet, så hun fugtede mit hår og redte det så forsigtigt tilbage. Hun pegede på mit ansigt inde i spejlet, hun lænede sig frem imod mit øre, hun hviskede: “Se, hvor fin, du bliver.”
Jeg så et par skræmte øjne i et vandkæmmet ansigt.
Jeg så, at min mor tog en lok af mit hår mellem pege- og langefinger og løftede saksen for at klippe. Så begyndte jeg at græde. Ikke højlydt, jeg lod bare hovedet falde ned mod brystet og mine kinder blev våde, uden at jeg vidste hvordan. Jeg kunne høre min mor, der beroligede mig, sagde, at der ikke var noget at være ked af. “Du bliver så fin, så fin,” sagde hun. Jeg gentog, “så fin, så fin.”

Hun tog en hånd under min hage og forsøgte at løfte mit ansigt op i vandret, men jeg insisterede på at holde hovedet nede mod brystet. “Nu skal du være ordentlig, ” sagde min mor, “der er ikke noget at græde over, det gør ikke ondt.” Og hun forklarede mig, at hår var lavet af horn, ligesom negle og elgenes gevir. Hun fortalte, at horn ikke var levende væv men dødt skæl, at det ikke havde forbindelse til nogen nerver og at vi derfor var uden følelse i håret. Hun sagde også, at det var derfor, at elge og hjorte og geder sloges med gevirer som våben – fordi de ingenting kunne mærke og derfor kunne slås uden at blive såret for alvor.

Jeg lyttede og løftede hovedet, og min mor klippede mig og mit hår faldt ned på gulvet, og jeg blev ved med at græde.

Hvordan kan noget, der ikke kan føles, gøre så ondt?

Jeg forstår det ikke, men det gør stadig ondt.