Louise Juhl

I går talte jeg med min mor, jeg ved ikke hvordan, men vi kom til at tale om min mormor og om hendes persianerpels. Den hang i den “fine entré”, der kun sjældent blev benyttet som indgang, men i stedet fungerede som en slags viktualierum: æg, smør, confiteret and, bælgede ærter. Kijafa til helt særlige lejligheder.
Frakken nåede min mormor til midt på knæet – mig kun til anklerne, jeg var otte, da jeg så den første gang. Jeg husker det som en tung og mystisk oplevelse.

Min mor fortalte, at min mormor mente, at frakken have ændret hendes liv – og at hun mente det bogstaveligt. Hun havde svagt hjerte og frøs altid, og før hun købte persianeren havde der været måneder på året, hun ikke kunne komme udendørs. Pelsen gav hende muligheden tilbage.
Persianere var langt fra så fine som mink eller ræv, til gengæld havde de alle pelsens gode egenskaber til den halve pris. Min morfar var tømrermester og knoklede i døgndrift for at få tingene til at tilnærmelsesvist at hænge sammen, der var ikke meget at gøre godt med. De lange bede med grønkål sikrede ikke kun foder til hønsene, men også kraft til suppe og -når det virkelig kneb- drøjede min mormor sit bagværk med det stride kål.

Hver sommer arbejdede hun som afløser i telefonomstillingen på Kolding sygehus. Hun tog imod indgående opkald, rykkede rundt på ledninger og skabte forbindelser mellem lægen i Taulov og afdelingen for kirurgi, så et barn med en mistænkelig byld på halsen kunne få plads på stue ni. Hendes kræfter var i sparsomme, hjertet slidt, og de mange timer ved omstillingsbordet tærede på hende. Hendes ben hævede til dobbelt størrelse og vejrtrækningen blev en kamp.
Efter ni somre havde hun tjent nok til at købe sig en persianerpels. Hun købte den i august, jeg kan huske, hvordan hun og jeg stod klar på gårdspladsen, da postbilen trillede ind. Lyden af grus, der giver efter. Frakken var pakket ind i brunt papir med en sløjfe omkring, og min mormor tog imod den, som en mor tager imod sit nyfødte barn: forsigtigt og med stor ømhed.

Jeg ved ikke, hvad det var med den persianer, men hver gang min mormor tog den på, var det som om, der skete en forandring. Hjertet slog kraftigere, den gulgustne hud fik kulør.
–Se! smilede hun og slog pelsen over skulderen. Drejede rundt om sig selv, hendes stemme lød som på film:
–Se! Og jeg havde virkelig aldrig set noget lignende. Mystisk og tungt – men også noget andet, noget mere, jeg ikke kunne sætte ord på. En ekstra krop eller en ny dimension.
Jeg kan huske, at min mormor lod mig prøve den, at jeg knap kunne løfte den, så tung var den, varmen helt enorm. Alligevel havde jeg svært ved at slippe den igen, så hun til sidst måtte insistere:
–Så er det vist godt, og hun tog persianeren fra mig, hang den på en bøjle med inskriptionen: “Stage & Son.”

Frakken fik lov at hænge frem til jul, før hun tog frem igen. Hun skulle i kirke, messen klokken fjorten, så hun kunne nå tilbage til at stege and og lune rødkål. Min morfar forstod ingenting, hverken af det med kirken eller pelsen: Hvad lignede det sådan at smykke sig med lånte fjer? Min mormor tog hans ilterhed med ophøjet ro. Hun forklarede roligt, at der skam ikke var tale om noget lånt, men om en pels købt for penge, hun selv havde tjent. Hun sagde det, med den helt særlige stemme, pelsen tillod hende: “Glædelig jul, Hr. Juhl,” sagde stemmen, og hun gav ham et kys på kinden. Jeg stod ved siden af på mine otte-årige ben og så på og kunne mærke i hele kroppen, i rummet omkring, at noget forandrede sig. I min mormor, i min morfar og imellem dem.
Jeg tror ikke, jeg har oplevet noget lignende siden.