Louise Juhl

Det er et konstant vibrerende had livet igennem, som aldrig må udtrykkes.

Vi skal have gæster, mors migræne er på trapperne.

Det er alle de vinduer, der skal pudses, al den mad, der skal forberedes, alle de folder, ansigtet skal lægges i. Det er dysfunktionaliteten, der skal lægges væk, og smerten, der skal ligne noget andet, noget stærkt. Sorgen hun pakker ind i WitaVrap.
Det er alle de vaser, hun skal fylde – med tulipaner og enkelte lange strå af græs – for at pynte på det ensartede. Det er osten, der ikke må fede og puderne, der skal anbringes tilsyneladende tilfældigt i en Børge Mogensen No1. Det er stolene med flettet ryg, købt kontant, og anlægget, der spiller som en drøm på fyrreogtyvende år. En meget lang drøm spillet på repeat.

Det er fornuftige ferier og afsky for det tilfældige. Det er tolererede timer i tåbeligt selskab, og fester, man helst er foruden.

Det er dét, at barnet ligner hende selv