Louise Juhl

Jeg tror ikke længere, at jeg kommer til at finde nogen at leve med.

Jeg går udenfor, mørket er ved at lette, stien er dækket af et tyndt lag sne. Jeg er alene og kan se aftryk af mine sko, der hvor jeg har gået. Hele tiden den her frygt for, som Peter Plys, at forveksle mine spor med en andens, at forveksle mig selv med en anden.

Jeg går forbi den samme mark, jeg gik forbi i går. I dag er hestene trukket i læ, det er næppe min skyld, det må være kulden. På døren til et rødt murstenshus med fladt tag er der – med bogstaver klippet ud af plast – skrevet “Brødløs. ” Det er ikke til at se, om det er familiens navn eller bare en konstatering. På trappestenen sidder en tyk grå kat på et tæppe, den ser ikke ud til at vente på nogen. I sneen foran katten ses aftryk af et sæt bare fødder. Det pludselige spor af nøgenhed gør mig glad.

Som jeg går der – alene – kommer det bag på mig, hvordan dagene med tiden synes at samle sig til et liv. 
Havde jeg vidst det fra begyndelsen, havde jeg valgt manglen på selskab med større omhu.