Louise Juhl

Det er en smerte som ødelægger ansigtet
det er en smerte der gør ansigtet tydeligt.

Jeg leger ikke med ting, kun med mig selv – mine hænder eller fødder. Jeg laver en “omvendt trapez” ved at flette mine hænder og vende vrangen ud på dem, eller jeg sætter mig i lotusstilling og mærker, hvor umulig min krop føles. For det meste er det bare i hovedet, jeg leger, så tager jeg på polarekspedition til Grønland, helt alene. Det er mørkt døgnet rundt, og jeg må navigere efter hvalernes sang, som jeg har læst om i en bog af Bent Haller, “Kaskelotternes sang.” Inde i mit hoved bygger jeg igloer, der kun lige akkurat er store nok til at rumme mig, jeg tænker “det er godt, at jeg kun er et barn, hvis jeg var voksen, ville der ikke være plads til mig.” Jeg tænder bål og laver ting af is: en tekande og et krus, en tandbørste og en bog med helt stive sider.
I børnehaven, der er for døve børn – og så lige mig, der ikke er døv – leger jeg mest for mig selv og lidt med en dreng, Vilhelm, han er et halvt år ældre end mig. Jeg synes det er helt fantastisk, at man kan hedde Vilhelm, ligesom ham der skyder mod æbler på andre folks hoveder. Allermest fantastisk synes jeg, det er, at Vilhelm vil lege med mig. Det vil han måske heller ikke, for det er mest Vilhelm, der leger og mig, der ser på, imens han bygger slotte. Time efter time ser jeg til, mens Vilhelm bygger et stort sandslot og et lille sandslot, så tager han børneskovlen, der har skaft af træ og ligner en rigtig skovl – bare mindre, og slår så hårdt han kan på det lille sandslot. Slottet falder sammen, og Vilhelm griner: “se!” peger han, og jeg griner og klapper i hænderne.
Ind imellem tager Vilhelm også skovlen og klapper med den på mit hoved, forsigtigt. Han slår let en to-tre gange, dunk, dunk, dunk. Så lægger han skovlen fra sig i sandet og går, og jeg ved, at nu er legen slut. En enkelt gang går det galt, Vilhelm slår for hårdt, og der vokser en blålilla bule frem ved min tinding. Eva, en af pædagogerne, ser det, hun løber hen og sætter sig foran mig, trykker mit ansigt ind til sig. Det er lidt væmmeligt, for Eva trykker lige dér hvor bulen sidder. “Sååååh”, hvisker hun og vugger mig frem og tilbage, “sååååh”. Det er først dér, midt i omsorgen og trøsten, at jeg kan mærke bulen og ved, at jeg er blevet slået. At Vilhelm har slået mig i hovedet med en skovl. Jeg begynder at græde, “gør det ondt,” spørger Eva, men jeg ryster på hovedet. Det gør ikke ondt, jeg græder fordi, jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lege med Vilhelm igen.