Ensomig #359
by Louise Juhl Dalsgaard
Hej lørdag, jeg har ikke meget at byde på udover en tandstikker, hvis du til gengæld vil stange mine tænder. Jeg vågnede klokken 6.40 og hilste på mig selv i spejlet: Hej Ulla Therkelsen, hilste jeg. Endnu en hår(d) dag. Så gik jeg tur med hunden, træerne dryppede stadig efter nattens regn. undervejs var jeg tæt på at sende min mand en kærlig sms, men kom i tanke om, at han med garanti havde mere brug for søvn end for mine halvkvædne viser. Nu er jeg tilbage og har spist et æble fra haven, glattet mit hår og skrevet på en gul seddel, at jeg skal huske at købe persillerødder. Manden sover stadig, hunden er også dejset omkuld: Ulla Therkelsen er helt alene på kontoret, og der er ingen Breaking News i sigte.