Louise Juhl

Der var engang, vi talte sammen hver dag – mindst. Ikke om noget særligt. Et punkteret cykeldæk måske, altså den lyd, det giver fra sig, når man cykler videre og forsøger at ignorere, at det er fladt. En urimelig og doven lyd, ildevarslende og slap. Eller jeg ville fortælle hende om en begyndende halsbetændelse, og hun ville tage toget til Aarhus og varme en nakkepude med kikærtefyld i mikroovnen. Hun ville lægge den på mine skuldre, og jeg ville se på hende med himmelvendte øjne og sukke dybt uden helt at vide, om jeg sukkede af irritation eller velbehag. Halsbetændelsen ville være forsvundet, og hverken min mor eller jeg ville vide, om det var kikærternes, mikroovnens eller min mors skyld, og det ville også være lige meget.
Nu snakker vi ikke så meget sammen mere, det er helt naturligt, jeg er jo voksen (?) og gift, jeg har hus og hund. Halsbetændelserne, dem klarer jeg selv. Men i dag, da jeg gik en tur i skoven, fik jeg øje på et blad på stien. Et helt almindeligt blad for en februar: gul- og brunspættet, lidt flosset og i opløsning, grimt men fint. Jeg så bladet og så tænkte jeg “Ja”. Og jeg ved bare, at hvis min mor havde set det samme blad, og hvis hun havde hørt mig sige ja – på den måde til det blad – så ville hun have skyndt sig at varme en pude med kikærtefyld, lægge den på min nakke. Og jeg ville kunne lægge januar bag mig, ja.