Louise Juhl

Vågnede midt i en diskussion om brugen af engelske låneord i danske salmer, om man kan tillade sig det? ”Op, al det shit, som Gud har gjort” for eksempel? Hvem bestemmer den slags, hvem ejer sproget?
“Hvem owner sproget?” rettede jeg, ikke for at være smart, men fordi jeg af et ærligt hjerte afskyr termen ”ejerskab”. Sådan har jeg haft det, lige siden en terapeut bad mig ”tage ejerskab over mit eget liv, ” da jeg afslørede , at jeg følte mig en anelse fortabt.
”Tag ejerskab,” svarede hun mig, og jeg sagde okay? og hvordan? og så begyndte hun at skrive ned, i punktform:
Første punkt lød: Værd dig selv. Åbenlyst imponeret over sit eget ordspil på ”værd” versus ”at være”, nænnede jeg ikke at indskyde, at dårlige klicheer tilhørte den del af mit liv, jeg allerhelst ville være undvære. Så jeg lod hende fortsætte til til punkt to: Det handlede at hævde sig i forhold til virkeligheden, som hun udtrykte det, mens hun lænede sig tilbage i stolen og foldede sine hænder bag hovedet.
Ja, svarede jeg, og håbede at hun ville lade mig slippe, hvilket selvfølgelig ikke skete. – Ja, hvad tror du, jeg mener med det? spurgte hun, og jeg fornemmede, at vi spillede et spil, der mindede mig om at lege med en hund. Her var det bare mig, der var hunden: Man kaster en pind og hunden halser efter, hunden finder pinden, løber tilbage og afleverer, hvorefter det starter forfra. Der er ingen pointe med legen, og den har ingen ende. Jeg overvejede at sige, at jeg fandt legen en smule anstrengt, men ombestemte mig, og bad hende i stedet forklare: – Gerne, jeg er her for det samme, smilede hun, – det handler om at rette ryggen, fortsatte hun og rettede sig op med en dyb indånding. – Om at diktere dagenes indhold, så de ikke får lov at diktere dig.
Jeg nikkede og håbede på en afslutning, men nej: Du må sætte grænser, forklarede hun, nu lænet frem i stolen, – sige fra, når virkeligheden byder dig mere, end du vil finde dig i.
Sådan blev hun ved længe, mens mine ører langsomt visnede og mine øjne holdt op med at du. Jeg overvejede flere gange at rejse mig, men gjorde ikke alvor af det, og til sidst faldt jeg i søvn. Og da jeg vågnede igen, var det midt i en diskussion om engelske låneord: Op alt det shit, som Gud har gjort.