Louise Juhl

Ok, det her findes i virkeligheden:

Grethe er fra 1943, det vil sige,at  hun er 75 år gammel, Grethe underviser i knipling, et gammelt håndværk, det gør hun hver torsdag i håndarbejdslokalet på den lokale skole. Grethe har undervist i 30 år, tre timer hver torsdag, kursisterne er stort set de samme i dag, som for da hun begyndte, lidt flere rynker, lidt flere skavanker, men ellers. Men det er skavankerne, det handler om, for en af Grethes knipledamer er kommet til skade, hun har brækket sit ben: S på 80 år har brækket benet, så S er kommet på plejehjem i en fremmed by. S føler sig alene, uden mand og førlighed, ja, men også uden sin knipling – det er næsten det værste. S ehar levet et langt og oplevet det meste, og det hele har hun delt med sit kniplehold og med Grethe. Nu sidder hun så, hun bundet til en kørestol på et plejehjem i en fremmed by, og må undvære sin knipling. Men så er det, at Grethe træder til. Grethe har undervist i 30 år, tre timers knipling hver ueg, og i samfulde tredive år er S kommet – med sit kniplebrædt og -nåle, har lavet strømpebånd til børn og børnebørn, påske- og julepynt, mellemlagsservietter, det er blevet til mange servietter på i årenes løb. Men ikke nok, mener Grethe, så nu pakker hun sin bil, én gang om ugen, med kniplebrædt, tråd og mønstre, og så kører hun ned og knipler med S, tre timer uden beregning, for når S har holdt ved kniplingen i tredive år, såer det på tide, at kniplingen holder fast i S, siger Grethe.
Og det gør mig så glad!